Det første pigehold 1871

Østermarie Folkehøjskole

Elever på andre hold



Vinterholdet 1890-91

Som omtalt på indledningssiden nævnes der også navne på elever i forskellige andre kilder end poesibøger og folketællingslister. Disse elever omtales på denne liste, og det nævnes i hvert enkelt tilfælde, hvor oplysningen stammer fra.

<

Navn og adresseangivelse

Fulde navn, fødselsdag, hjemsted
samt andre supplerende oplysninger

Anton Jensen, Ågård, Pedersker
elev på højskolen på Pæregård 1868-69,
meddelt i artiklen om ham i "Klippeøens Mænd".

Anthon Jensen, født 29/1 1853 på Ågård i Pedersker. Han var nr. 7 af en søskendeflok på 11 og den tredie i moderen andet ægteskab (3 af de 11 døde dog som små). Han var elev på højskolen på Pæregård 1868-69, senere på Hindholm Højskole og Tune Landboskole. I 1877 fik han udskilt ejendommen "Kratlund" fra fødegården. Den 2/10 1878 gift med Gundeline Kathrine Ipsen fra Slettegård i samme sogn. De fik 3 børn, hvoraf den ældste døde som lille. De andre to, en søn og en datter blev begge elever på højskolen ved Ekkodalen. Sønnen, Johannes Jensen, blev uddannet landbrugskandidat, og var i nogle år landbrugslærer på højskolen.
Anthon Jensen var i en del år sognerådsformand, var medlem af amtsrådet og havde flere andre tillidshverv. Det hedder om ham, at "Hans rige evner og store samvittighedsfuldhed prægede hans mangeartede gerning og gjorde ham almindelig afholdt".
Kilder: Jochum. side 14,- bl. a. citatet.
Klippeøens Mænd, side 64.

Alfred Skovgaard, Skovgård, Vestermarie, elev på højskolen på Pæregård 1868-69,
meddelt i en kronik af K.Thorsen i Bornholms Tidende den 7/2 1922.

Alfred Peter Skovgaard, født 13/11 1847 på 65. slg. Skovgaard i Vestermarie. Den 6/6 1873 gift med Hansine Dorthea Kofoed, født 26/6 1847 på Erlandsgård i Knudsker, som de overtog. De fik fire børn, hvoraf de to ældste døde som små. De andre to, en søn og en datter, blev begge elever på højskolen ved Ekkodalen. Sønnen, Emil Adolph Skovgaard, overtog senere gården.
Kilde: Koef-sl. II, side 52; Bornholms Vejviser.

Jørgen Kure,
senere Yppernemølle, elev på Pæregård 1868-69
meddelt i samme kronik som ovenstående.

Jørgen Andersen Kuure, født 8/6 1846, fra 7. slg. Smedegård, Nyker; han var således 22 år under opholdet. I 1880 var han blevet ejer af Yppernemøllen i nærheden af fødehjemmet. Han var da ugift og benævnes møller, bager og jordbruger. Det nævnes desuden, at han var løjtnant i militsen. I 1890 var han blevet gift med Ida Kathrine Petrea, f. Kofoed den 5/6 1860, fra 60. slg. Møllegård i Klemensker, og de havde to døtre på 1 og 3 år. I 1913 flyttede de til Rønne, hvorefter han under et midlertidigt ophold i Nyker stationsby døde den 3/11 1916, 70 år gammel.

Julius Grønbech, senere sandemand, Østerlars, elev på et af holdene på Pæregård;
meddelt i samme kronik.

Hans Julius Grønbech, født 28/10 1853, 6. slg. Sandegård, Østerlars. Han var således 15 eller 16 år under opholdet. Det kan ikke afgøres, hvornår han var elev, idet han sandsynligvis har boet hjemme. En ældre broder til ham, Johan Peter Grønbech, var elev i Østermarie vinteren 1872-73.
I 1876 overtog Hans Julius Grønbech fødegården, i 1877 gift med Andrea Margrethe, f. Olsen, fra 8. vdg. Vasegård i Pedersker. De havde gården til 1913, da en søn, Karl Peter Grønbech, overtog den. Derefter flyttede de til Kongens Mark, et område langs kysten neden for gården.
Kilde: Østerlarsker Sogns Gaardejere, side 18.

Thor Julius Larsen, Strangegård, Klemensker
elev på højskolen på Pæregård 1868-69,
meddelt af en datter, Laura Larsen.

Thor Julius Larsen, født 25/12 1849 på Solvang i Aaker, men familien flyttede senere til Bobbegård i samme sogn og senere igen til Strangegård i Klemensker. I 1877-78 var han desuden elev på Vallekilde Højskole. Han udvandrede den 15/5 1879 til Maryville, Californien, men vendte efter en del år tilbage. I 1890 var han blevet gift med Emma Petrea Hansen, født 23/10 1863, datter af en skræddermester i Vestermarie, men senere flyttede familien til Søndre Kirkebogård i Klemensker, som var moderens fødehjem. De angives at være blevet gift på hendes fødselsdag, antagelig i 1889 og boede en tid i hendes hjem, men derefter boede de i mange år på landejendommen "Fælleshaab" i Rønne Vang. De fik en søn og tre døtre. Alle tre døtre blev senere elever på højskolen ved Ekkodalen. I 1916 flyttede de til et hus i Nyker, som de også kaldte "Fælleshaab".

Markus Peter Blem, Værmelandsgård, Åker.
Elev på højskolen i Østermarie 1870-71, meddelt af ham selv i en selvbiografisk artikel i tidsskriftet "Tiden".

Markus Peter Blem, født 8/3 1848 som nr. 2 af 6 søskende. Han var som 18 årig i 18866 elev på Hindholm Højskole på Sjælland og blev senere elev på det første hold på højskolen i Østermarie, 1870-71. I 1873 blev han ejer af 1. slg. Engegård i Nylars, og året efter gift med Julie Larsen fra Egeskovsgård, Åker, født 27/12 1851. Hun havde i sommeren 1869 været elev på Grundvigs Højskole "Marielyst".
Markus Peter Blem blev efterhånden en meget betydelig skikkelse inden for politik og landbrugets organisationer. Han var således folketingsmand for Rønne-kredsen i 28 år, og sluttede sin aktive karriere som den ene af tre direktører i Øststifternes Kreditforening. Han er blevet betegnet som en af de betydeligste politiske skikkelser, som Bornholm har fostret.
Kilder: Om Markus Blem kan der læses adskillige steder. Der er således en fyldig omtale i Jochum. side 34-39. Af andet kan nævnes K. H. Kofoeds: Bornholms politiske Historie, Klippeøens Mænd, samt en egentlig biografi af Claus Bjørn.

Jokum Peter Blem, Værmelandsgård, Åker.
Elev på højskolen i Østermarie efter jul 1873.
Nævnt i stamtavle.

Jokum Peter Blem, født 26/6 1851 som nr. 3 af 6 søskende. Han blev i vinteren 1868 elev på Hindholm Højskole, efter jul 1873 elev på højskolen i Østermarie og efter jul 1877 elev på Vallekilde Højskole. Han blev den 3/11 1886 gift med Andrea Karoline Andersen fra den nærliggende Hullegård. Samme år overtog de hans fødegård, Værmelandsgård. Hun var født 28/10 1845 og således 41 år, mens han var 35. Hun havde som 34 årig også været elev på højskolen i Østermarie sommeren 1880. De fik ingen børn, men han udfoldede til gengæld stor aktivitet inden for landbrug, foreningsliv og oplysningsarbejde. Og gennem en lang årrække havde han i alt ca. 60 unge landmænd som elever.
Kilde: omtale i Jochum. side 41 ff.

De følgende syv navne stammer fra en annonce i Bornholms Tidende i september 1874. Der er i alt 14 navne, men de syv øvrige findes på de andre hold. Se nærmere nedenfor.

Kr. Jensen, Udegård, Poulsker

Lars Kristian Jensen, født 3/4 1846, elev omk. 1871. Ved FT 1880 gift med Laura Petrea f. Kofoed fra 17. slg. Gadegård i samme sogn. De var bosat på 2. slg. Dammegård i Åker. I 1880 havde de to børn; i 1890 var det blevet til fem. En søn, Veseth Andreas Jensen, blev elev på højskolen ved Ekkodalen og overtog senere gården med en søster som husholderske.

H. P. Kjøller, Langedebygård, Bodilsker

Hans Peter Kjøller, født 16/12 1848, fra 23. slg. i Langedeby - den østligst beliggende - elev omk. 1871. Ved FT 1870 angives han at være sømand på fregatten Thor i 7 måneder, i 1880 er han hjemme, moderen er enke. I 1890 er han blevet ejer af 9. vdg. i Langedeby, som er den vestligst beliggende, og han havde to søstre som husholdersker.

H. O. Kofod, Gamlevælde, Østerlars

Hans Olaus Kofod, født 2/3 1851 på Limensgård i Aaker, men i 1870 flyttede familien til 13. slg. Gamlevældegård i Østerlars. Han blev 1876 gift med Anine Andrea Mortensen fra 9. slg. Hullegård, og de havde overtaget 31. slg. Dalegård. Men det gik tilsyneladende ikke, for i 1880 boede de hos hendes forældre på Hullegård, og den tidligere ejer af Dalegård havde overtaget gården igen. I mellemtiden havde en yngre broder, Markus Kofod, overtaget Gamlevældegård, og Hans Olaus figurerer som avlsbestyrer hos ham, hvilket utvivlsomt skyldtes, at broderen var syg. (Se broderens historie under poesibog 1872-73).
I 1890 boede Hans Olaus med familie og hans gamle forældre på en udstykningsejendom fra en af Kjeldsebygårdene. Senere flyttede de til Rønne, hvor han ernærede sig som børstenbinder.
Kilde: Østerlarsker Sogns Gaardejere. Born.Saml. række I, bind 30.

Anker Larsen, Klingegård, Rutsker

Anker Larsen, født 25/5 1849, fra 9. vdg. Langedebygård i Bodilsker. I en annonce året før fremgår det, at han havde adresse i Bodilsker. Hvorfor han i 1874 var i Rutsker er uvist - muligvis var han i tjeneste på Klingegård. Halvandet år efter blev han gift med Jakobine Sandrine Kirstine Grønbech, født 9/2 1851, datter af købmand Johan Grønbech, Allinge. Han havde inden da overtaget fødegården. De boede på gården i nogle år, hvor de fik tre drenge, men derefter flyttede de til den langt større St. Loftsgård i Pedersker. Det kom imidlertid kun til at vare nogle få år, for den 11/10 1886 døde han, kun 37 år gammel. Enken med sine tre børn flyttede derefter hjem til forældrene i Allinge.

A. P. Hansen, Søgård, Østermarie

Andreas Peter Hansen, født 3/2 1850, fra 19. slg. Søgård, Østermarie. (Han var født Larsen, men fik det senere ændret til Hansen).
Han overtog fødegården 1876 og blev året efter gift med Kristine Bergine Hansen, født 22/10 1851, fra St. Ravnsgård. Hun døde imidlertid 12/2 1884, 32 år.
Han blev gift igen med Johanne Margrethe Kofoed, født 7/6 1860, fra Skyttegård i Pedersker. Fem børn blev elever på højskolen ved Ekkodalen, og fra næste generation blev to søskendeflokke på tre også elever. Gården gik i arv til en søn og sønnesøn.

Kr. Lund, Lynggård, Rø

Jens Christian Lund, født 18/12 1846 på Maegård i Rø, men senere flyttede familien til faderens fødegård, Lynggård. Ved FT 1880 angives han at være ugift og hjemme på gården. I 1886 overtog han St. Lærkegård i Olsker, som han havde til 1913. Derefter flyttede han til en Rågelundsgårds parcel i Rø. Han forblev ugift, og døde 14/6 1915, 68 år.

H. A. Møller, Østerlars

Hans Anker Müller, født 3/5 1852, fra Bækkegård, Østerlars, gift 1884 med Agine Marie Ipsen fra Slettegård, Østerlars. Han nævnes at være avlsbruger og vognmand i Gudhjem 1892-1919. Derefter bosat i Rønne.
Kilde: Østerlarsker Slægter, side 30.

K. A. Petersen, Nexø.
Elev på højskolen formentlig 1875-76; meddelt i en biografisk artikel i "Klippeøens Mænd"

Kristian Andreas Petersen, født 14/3 1855 i Nexø, kom som 16-årig i lære som stenhugger og arbejdede i nogle i dette fag. I 1880-97 regnskabfører og redaktionssekretær på Bornholms Tidende. Derefter igen stenhugger og lokal medarbejder for Bornholms Socialdemokrat, hvori han skrev "En lang række velformede artikler om mangfoldige emner". Han skrev også artikler i Bornholmske Samlinger, ligesom han også skrev digte. Han fik efterhånden mange tillidshverv, bl. a. som både byråds- og amtsrådsmedlem. Han blev gift med Karoline Vilhelmine, f. Svendsen. De blev bl. a. forældre til forfatterinderne Ingeborg Petersen og Elna Schøne.
Kilde: Klippeøens Mænd, side 123.

Karen Margrethe Hansen, Søgård, Østermarie
Meddelt af afdøde pastor emeritus Arne Madsen.

Hun var født 17/12 1855 og søster til ovennævnte Andreas Peter Hansen. Hun var formentlig elev på højskolen 1872 eller 1873. Den 20/3 1883 blev hun gift med fisker Jens Mathias Mogensen, Melsted.

Andrea Karoline Andersen, Hullegård, Åker.
Meddelt i stamtavle.

Andrea Karoline Andersen, født 28/10 1845 på Hullegård i Åker sogn. Hun var som 34 årig elev på højskolen i Østermarie sommeren 1880. I 1886 blev hun som 41 årig gift med Jokum Blem, Værmelandsgård, som er omtalt ovenfor.
Kilde: Jochum., side 41.

Hansine Olsen, Offergård, Østermarie.
Elev sommeren 1880, hvilket fremgår af en notesbog, hun har efterladt sig.

Hansine Olsen, født 30/7 1861, gift med Anton Michael Kuhre, f. 23/3 1863, fra 2. vdg. Kirkebogård, Gadeby, Østermarie, elev på højskolen vinteren 1880-81 (se omtale der). De overtog hans fødegård, Kirkebogård.

Cecilie Marie Pedersen, Pedersker,
elev formentlig omkring 1890,
meddelt af en søn, Herluf Jensen.

Cecilie Marie Pedersen, født 30/10 1869 som den ene af to tvillinger. Den anden hed Julie Kirstine. Deres moder, Kristine Karoline Pedersen var ugift, hun var tjenestepige hos en smed, Jens Pedersen, og hans kone, der var barnløse. Hun blev der, og efter smedens kones død i 1888, blev hun gift med manden året efter.
Cecilie Marie Pedersen blev den 23/4 1897 gift med Anthon Sinius Jensen fra en gård i Sose, Vestermarie, født 14/11 1868, og de blev bosat på 1. vdg. Hjortegård, Pedersker. De fik 5 børn, 2 døtre og 3 sønner. Den yngste søn, Skat Anker Jensen, overtog senere gården.


Supplerende oplysninger:

SAMs højskolehistoriske Arkiv