Det første pigehold 1871

Østermarie Folkehøjskole

Vinterholdet 1872-73


Vinterholdet 1890-91

Navnene på dette hold stammer fra en poesibog ejet af Jens Holm fra Smålyngen i Pedersker. Han skildres som den første her nedenfor. Poesibogen er en af dem, Ebbe Gert Rasmussen har gjort til genstand for en grundig behandling i Bornholmske Samlinger, 2. række, bind 10, 1976, side 109-131.

Navn og adresseangivelse
i poesibogen
Fulde navn, alder i 1873, hjemsted
samt andre supplerende oplysninger

Jens Holm, Pedersker Sogn

Jens Julius Holm, født 24/12 1847, og han fyldte således 25 år under opholdet. Han havde som 10-årig været elev på det første højskolekusus, som Philip Rasch Dam og Lucianus Kofod, som var hans fætter, havde oprettet i Aakirkeby i 1856-58 (se skildringen af elever på dette kursus). Indtil han var 20 år flyttede familien meget rundt, men flyttede i 1867 tilbage til Smålyngen i Pedersker, hvor han var født. Samme år døde faderen, og han var derefter hjemme og hjalp moderen med at drive ejendommen. Herfra tog han så endnu et højskolekursus i Østermarie i vinteren 1872-73 og var elev igen året efter, 1873-74. Om efteråret 1874 optræder han som en af 14 "tidligere Lærlinge" i en annonce for et møde for tidligere elev. Han angiver deri Højskolen som adresse, hvilket kunne tyde på, at han en tid har været ansat som praktisk medhjælper.
Senere har han formodentlig fortsat med at være moderens medhjælper på Smålyngen, men den 13/8 1879 blev han gift med Karoline Laurentine f. Jørgensen, som 2 år før var blevet enke på ejendommen Nordrup også på Smålyngen.Hun var født i 1833 og var således 14 år ældre end ham. Hun havde fem børn i sit første ægteskab, hvoraf den yngste, Ludvig Kristian Andersen, på det tidspunkt var knap 6 år gammel. Han blev elev på et af de første hold på højskolen ved Ekkodalen, og blev senere en fremtrædende skikkelse inden for den bornholmske husmandsbevægelse.

Markus Kofod
Gamlevelde Østerlars
18 11/12 År gl.

Markus Kofoed, født 13/4 1854 på Limensgård i Åker, hvorfra familien i 1871 flyttede til 13. slg. Gamlevældegård i Østerlars, som er den, der ligger længst mod nord, nærmest kysten. Den 11. juli 1877 blev han gift med Birgitte Vilhelmine Kofod, som var datter af en møller i Svaneke. Han nævnes da som gårdejer, og i 1880 nævnes det, at han havde sin ældre broder, Hans Olaus Kofoed, som avlsbestyrer. Det skyldtes formodentlig sygdom, for samme år brød de op for at blive købmandsfolk i hendes hjemby, Svaneke. Han døde imidlertid senere samme år, den 29. nov. 1880 af lungesvindsot. I 1890 nævnes enken som detailhandler.
Kilde: Kirkebøger, Axel Rasmussen: Østerlarsker Sogns Gårdejere, Bornholmske Samlinger, 1. række, bind 30.

Peder Kofod 19 gam.
Gadegard Povlsker Sogn

Han var født 28/11 1853. I 1880 står han som ejer af gården, var gift med Frederikke Mathilde f. Jensen fra Udegård. Tre sønner og en datter blev senere elever på Højskolen ved Ekkodalen. Den yngste søn, Viggo Peter Kofod, overtog gården, som senere igen gik i arv til en af hans sønner.

Jens Brandt Kofod
fra Brandsgård i Bodilsker Sogn
født i Året 1855. d. 15 Aug.

Jensinius Brandt Kofod, født 15/8 1855; overtog senere gården, gift med Charlotte Christine Cathrine Eleonora Funch fra Yppernegård i Nyker, med hvem han fik 7 børn. Den ældste søn, Holger Brandt Kofoed var 1906-07 elev på højskolen ved Ekkodalen. Han blev senere i mange år formand for landboforeningen.
Kilde: Jochum. side 114.

H. P. Brandt 19 A.
Hjortegard Peders

Hans Peter Brandt, født 7/8 1853, Ø. Kællingebygård, Pedersker, som i en periode kaldtes Hjortegård. Han overtog senere gården. Gift 1. gang med Mine Margrethe Mortensen fra nabogården, Vestre Kællingebygård, med hvem han fik 3 børn. Hun døde den 30. juni 1895, 45 år gammel. Han blev gift 2. gang med den 16 år yngre Karoline Larsen fra Billegravsgård med hvem han fik yderligere 3 børn, i alt 5 sønner og én datter. Alle 6 børn blev senere elever på højskolen ved Ekkodalen.
Kilde: Jochum. side 127.

Julius Peter Sommer
fra Nordbakkegård i Povlsker Sogn

Han var født 17/7 1856 på Nordbakkegård. Han blev ansat i Østifternes Kreditforening og sluttede som fuldmægtig, gift med Karoline Margrethe Sommer, født 19/9 1878 i Viborg. Han døde 1/1 1930 i København, 73 år.
Kilder: bornholmere.dk; kirkebog for St. Andreas sogn.

Hans Peter Jensen 18 år
Udegård i Povlsker

Han var født 14/1 1855 som nr. 4 af 6 søskende, 2 sønner og 4 døtre. I 1880 var han hjemme sammen med 3 søstre. I 1890 havde han overtaget gården, var blevet gift med Oline, f. Jensen fra 13. slg. Pilegård. To sønner og en datter blev elever på Højskolen ved Ekkodalen.
Hans Peter Jensen døde imidlertid i 1901. Konen førte gården videre med bestyrer, (bl.a. Jens Peter Jakobsen fra Bodilsker, elev 1882-83), indtil 1919, da en af sønnerne, Johannes Chr. Jensen, overtog den. Han havde været elev på højskolen 1910-11.
Kilder: bornholmere.dk; Kures gårdfort.

Peter Sommer 18 År
Sandegård Povlsker Sogn

Niels Peter Sommer, født 18/12 1854. Han overtog senere gården. Den 26/2 1884 blev han gift med Karen Marie, f. Phil, datter af en skomager i nabosognet Bodilsker, som indtil da havde været hans husholderske. Bryllupsdagen var i øvrigt hendes 21 års fødselsdag. Ved FT 1890 havde de to børn.

Hans P. Andersen 21 år
fra Vestermarie

Han har ikke kunnet identificeres nærmere.

H. P. J. Brandt (Peter Brandt)
20 år

Vinteren efter, 1873-74, var der en elev af samme navn, Hans Peter Jensen Brandt, fra Gjedesby på Falster. Der er efter al sandsynlighed tale om den samme.

M. A. Jensen

Vinteren efter var der en elev med det samme navn, men der angivet, at han var fra Nexø.

Julius Pedersen
fra Ibsker Sogn. 19 År

Julius Peter Pedersen, 15. vdg. Vornedegård, Ibsker. Han var nr. 6 af 8 søskende. I 1870 var moderen enke, og fem af børnene var hjemme. I 1880 var fire af dem hjemme. I 1890 var Julius blevet gift med Mine Kirstine f. Pedersen fra 33. slg. Paradisgård, og de havde overtaget gården.

Rasmus Møller 16 År gl.
fra Årsdale i Ibsker

Rasmus Pedersen Møller, født 15/12 1856, søn af en snedker.
Ingen nærmere oplysninger.

Georg P. Jørgensen
fra Arnage i Nylarsker

Georg Peter Jørgensen, omk. 19 år, Arnagergård i fiskerlejet Arnager. Han overtog senere gården, som senere igen gik i arv til en søn, Valdemar Jørgensen.
Kilde: LB, side 257.

Anton Jensen Køller
Ellesgård i Østermarie 16 År

Anton Jensen Kjøller, født 14/12 1854 på Ellesgård, som han senere overtog, gift med Marie Cathrine Bech fra Halsegård. Han nævnes senere som sløjdlærer i en periode på skolen, men fik i øvrigt stor betydning for både denne højskole og efterfølgeren ved Ekkodalen, idet han var medlem af dennes bestyrelse i mange år. Men også på andre områder blev han en meget betydelig skikkelse, inden for landbrug, andelsbevægelse, kommunal- og amtspolitik, forenings- og kulturliv m.v. og dermed med et stort antal tillidsposter.
Kilde: Klippeøens Mænd, Rønne 1948.

Janus M. Køller
fra Højegård Åker

Janus Mathias Kjøller, omk. 19 år. Han blev senere ejer af 1. slg. Nørregård i Poulsker, gift med en datter derfra, Johanne Ottine f. Jensen.

Olavs P. Lyngberg.
Kalby i Åker Sogn. 19 År g.

Olaus Peter Lyngberg, født 28/12 1853. Han var fra 18. vdg. Store Kalbygård og overtog senere gården, en datter, Anna Lyngberg, blev elev på højskolen ved Ekkodalen, og senere kom der elever fra hendes familie i de følgende to generationer.

T. M. Jensen. 20 År
Store Myregård i Knudsker

Theodor Martin Jensen, født 6/11 1852. Han overtog senere gården. Han blev første gang gift den 15/6 1884 med Anne Marie Alling fra Kofoedgård i Klemensker, f. 12/4 1863. De fik ét barn, men anden gang døde hun i barselsseng den 3/10 1890.
Han blev anden gang gift med Julie Cathrine Ipsen fra Slettegård i Østerlars, med hvem han fik 3 døtre.
De havde gården til 1912. Derefter boede de i Lobbæk.
Kilder: Østerlars-Slægter side 30.

Peder Kofod. Povlsker

Formentlig indentisk med Peder Kofoed, født 28/11 1853. Død i Nexø 2/12 1931.

Kristian Elleby 25 År
Vestermarie

Jens Kristian Elleby, født 31/5 1847, på Nørre Ellebygård. Ejer af Bolbygård i Klemensker 1875-1892, gift 1880 med Ottomine Anine, f. Munch 7/4 1855 i Østermarie. Efter 1892 bosat i København, hvor han benævnes agent. Døde 16/5 1939, 92 år.

Johannes Olsen. 16. År. gml.
Vassegaard i Pedersker

Johannes Olsen overtog 1884 år fødegården, gift samme år med Anna Sofie Dam fra St. Grammegård, Aaker. De fik en datter, Petra Marie Olsen, men de havde kun gården i ca. fem år, efter en overlevering i familien fordi han ikke formåede at klare økonomien. En ældre broder til ham overtog derefter gården. Ægteskabet blev ikke formelt opløst, men han udvandrede til Amerika. En søster og svoger til konen, som boede på Iseregård i Østermarie, tog sig af mor og datter i nogle år. Moderen blev senere i en del år husbestyrerinde i Aakirkeby.
Datteren, Petra Marie blev 1902 elev på højskolen ved Ekkodalen. Senere blev hun husbestyrerinde på St. Myregård i Aaker, og senere igen ejer af gården.
Kilder: Kures gårdreg., meddelelse fra Kirsten Jørgensen, Aakirkeby; diverse FT og Kb.

Jens F. Bidstrup. 18 År
fra Rønne

Den eneste, hvis navn passer, er Jens Frederik Bidstrup, født 20/2 1852, søn af en skomager i Rønne, men han ville fylde 21¨år under opholdet, så det er derfor usikkert.

Andreas Svendsen. 15 År
Strandbygård Østerlarsker

Andreas Svendsen, født 2/2 1858, 16. slg. Strandbygård. Han overtog gården 1879 og havde den indtil 1912. Den 11/3 1881 gift med Margrethe Kirstine Pedersen, født 10/8 1854, fra 14. slg. Sandegård i samme sogn. De blev forældre til 4 børn. Som ældre var de bosat i Gudhjem. Hun døde 1914, 59 år; han i 1938, 80 år.
Kilde: V. Svendsen: Østerlarsker Slægter, side 41.

Hans Sonne. Neksø 18 År

Formentlig identisk med Hans Kofoed Sonne, født 20/1 1855, søn af farver, folketingsmand m.m. Ole Edvard Sonne. Han blev senere avlsbruger i Neksø, gift med Ane Marie Holberg, født 3/11 1858, datter af møller Henrik Nicolaj Holberg.
Kilde: Lauegd. side 36.

Adolf Kristian Sonne
fra Allinge

Adolph Christian Sonne, født 27/1 1858, søn af avlsbruger Andreas Jensen Grønbech Sonne, Allinge. Han udvandrede 17/3 1890 til Buffalo i staten New York, USA, men flyttede åbenbart senere til Cuba, hvor han død i 1900, 52 år.
Kilde: bornholmere.dk

Ludvig Munk 15 År gam.
Bækkegård Ibsker

Ludvig Julius Munch, født 9/6 1857, fra 17. slg. Bækkegård, Ibsker. I 1880 var han hjemme på gården, men året efter, den 18/6 1881, udvandrede han til Amerika, til mormonstaten Utah, men om han havde forbindelse til sekten, fremgår ikke.

H. K. Skov.
fra Halsegard i Østermarie

Hans Kristian Skov, født 6/8 1853 på Halsegård. (En yngre broder, Markus Peter Skov, var elev året efter).
Hans Kristian Skov blev gift med Janna Karoline Magdalene Kjøller fra Engegård i Vestermarie, født 17/8 1855, og de blev bosat på samme gård, som senere blev overtaget af en søn og senere igen af en sønnesøn. Tre af deres seks børn blev elever på højskolen ved Ekkodalen.
Kilde: Jochum. side 78.

Hans Kofod
fra Bagergård i Åker. 15 År gml.

Hans Didrik Kofoed, omk. 15 år. Han var senere sammen med Anton Peter Larsen (se denne) elev på Vallekilde Højskole. Han blev senere lærer, men blev i mange år redaktør af Skive Folkeblad i Jylland.
Kilde: Elevlister fra Vallekilde Højskole, meddelelse fra Birgitte Borgen Müller.

Anders Nikolaj Hansen
fra Østerlarsker 23 År

Han var født på 44. slg. Kroggård i Østerlars. Da han var 14 år døde faderen, og gården blev afhændet.
I 1870 var han tjenestekarl hos en snedker i Klemensker, i vinteren 1872-73 altså elev på højskolen, i 1880 var han tjenestekarl hos en ældre dame i Rønne, der var enke efter avlsbruger og skibsreder.
I 1890 var han selv som 40-årig blevet avlsbruger i Rønnes udkant. Hans moder på 79 år, Kirstine Hansen, boede hos ham.

Alfred Folkman

Alfred Anton Folkman, født 26/2 1850, fra 53. slg. ftg. i Vestermarie, benævnes i FT 1870 skomagerdreng. Han døde imidlertid som ung, den 5/6 1874, 24 år.
Kilde: bornholmere.dk

Hans Anker Skov 18
fra Smedegården i Rø 1873

Han var født den 13/11 1854 som den yngste af fire søskende. Senere kom en lillesøster til. I 1880 var han hjemme sammen med en broder og søster. I 1890 havde han overtaget gården, gift med Emma Kristine, f. Sode, fra Kaggård i Vestermarie. De havde da to børn.

Laurits Andreas Mogensen
Pibergård Klemensker 17 År

Han var født 26/9 1855. Han blev senere avlsbruger på en Ahlegårds parcel i Vestermarie. Han døde 2/7 1940 i Aakby.

Anton Peter Larsen
Egeskovsgård i Åker 17 År

Anton Peter Larsen, født ???. Han overtog senere gården, men døde allerede som 36-årig.
Kilde: Gravminde på Aaker kgd.

Tor Andersen Skovgaard
20 År

Han stammede fra 38. slg. Ringebygård i Vestermarie, som er den vestligst beliggende. Han overtog senere gården.

Jens Bolevar Granbæk

Jens Bolivar Grønbech, født 25/9 1864. Han viste sig at være en 8 års dreng fra Ågård i Østermarie sogn, som åbenbart midlertidigt har opholdt sig på højskolen.

Anton Jensen 20 År gamel
fra Hintzegård i Ibsker

Anton Laurits Jensen, fra 2. slg. Hintzegård. I 1880 og 1890 var han hjemme på gården. En yngre broder, Lorents Jensen, overtog senere gården. Det er ikke lykkedes at finde yderligere oplysninger.

J. S. Skov 15 År gammel
fra Hintsagård i Østermarie

Jens Signius Skov, født 26/9 1857. I 1880 var han hjemme. I 1890 var faderen død og han havde overtaget gården, men var ugift. Moderen boede hos ham. Gården kom senere til at hedde Hentregård

Kristian Hansen
fra Ravnsgår i Østermarie
17 År gammel

Han var født 10/6 1855. I 1880 var han hjemme på Ravnsgård, hvor hans mor var enke. I 1890 var han blevet ejer af 10. slg. Munkegård, han var gift med Anna Cecilie, f. Olsen, og de havde to børn.

Peder Sonne 17 År gml.
Saltuna Østermaria

Han var født 28/11 1855, søn af en fisker i Saltuna. I 1880 angives han at være sømand.

H. H. Poulsen
Klemensker 23 År

Hans Hartvig Poulsen fra Hintzegård i Klemensker. Han overtog senere gården

E. T. F. Bohn Allinge 15 år

Emil Theodor Ferdinand Bohn. Han var søn af lærer Esper Hansen Bohn i Allinge i denne 2. ægteskab. Dermed var han halvbroder til Julius Bohn, som var forstander for højskolen. Han var tidligere som 12-årig elev på højskolen på Pæregård 1869-70.
I 1890 angives han at være mejeriejer i Allinge, gift med Sandrine Nielsine, og de havde to børn. Han blev i øvrigt en fremtrædende mand i byen, avlsbruger og hotelejer, medlem af byrådet, og senere medlem af amtsrådet.

Johan Peter Grønbech
Sandegaard Østerlarsker Sogn
20 Aar gammel

Johan Peter Victor Grønbech, født 19/3 1852, fra 6.slg. Sandegård. I april 1869 udvandrede han som 17 årig til Californien, men var altså hjemme igen til højskoleopholdet. En yngre broder til ham, Hans Julius Grønbech, var elev på Pæregård.
Ret snart efter højskoleopholdet slog han sig ned som købmand i Melsted og blev den 16/6 1875 gift med Anine Margrethe, født Stender den 21/6 1855 i Vestermarie, men familien flyttede snart efter til Hallegård i Østerlars.
I 1894, da de fik en søn, som de gav det samme navn, Johan Peter, benævnes han fhv. købmand, men senere blev han gæstgiver i Allinge (Grønbechs Hotel).

Hans Peter Kofod Kl: Østerl.

Han har ikke kunnet identificeres nærmere.

Laurits M. Larsen
Østerm. 17 År

Laurits Mathias Larsen, fra 78. slg. Munkegård i Østermarie. Moderen blev tidligt enke og havde i 1870 en broder som bestyrer. Senere drev hun gården videre med sønnen som hjælper. I 1890 havde han overtaget gården, gift med Cecilie Margrete, f. Jensen fra St. Ølegård. Hun var søster til ejeren af nabogården, Brændegård, Jens Peter Jensen, som havde været gift med en søster til Laurits Mathias Larsen, men efter få års ægteskab døde hun. [Se skildring af holdet 1873-74]. De nåede dog at få to børn, en søn og en datter. Sønnen, Kristian Georg Jensen, overtog senere Munkegård.

Hans M. Hansen 19 År
fra Klint i Vestermarie

Hans Michael Hansen, født 2/12 1852, fra 16. slg. Dammegård. Han var den eneste søn, men havde fem ældre søstre. Fire år efter højskoleopholdet døde han den 9/8 1877, 24 år gammel.

Markus Kofod
Gamlevelde Østerlars
18 År

Han er sandsynligvis identisk med ovennævnte Markus Kofod, idet der ikke er fundet andre af det navn i området. Det er muligvis et notat af mindebogens ejer.

H. T. J. Brandt 20.

Der er formentlig tale om ovennævnte H. P. J Brandt, idet der ikke er fundet nogen Brandt med de angivne initialer til fornavne - altså også et notat af mindebogens ejer.


Supplerende oplysninger:

SAMs højskolehistoriske Arkiv