Betragtninger ved en milepæl

af Svend Aage Møller

Den 1. august i år (1987) rundede jeg 20-året for min ansættelse her på Bornholms Højskole - en milepæl, der nok kan give anledning til nogle overvejelser over forløbet, et forsøg på at klare for sig "hvad vej vi drog" for nu at knytte til ved en kendt sang. Det vil jeg gøre i det følgende, idet jeg dog vil kaste blikket videre ud end til mit begrænsede virkefelt.

Det turde være årsskriftets læsere bekendt, at jeg i de senere år har beskæftiget mig en del med denne skoles historie. En væsentlig anledning til dette er, at vi nærmer os 100-året for oprettelsen af skolen her ved Ekkodalen. En særdeles almindelig bevæggrund for at beskæftige sig med historiske forhold er da også sådanne mærkedage.

Men man kan også beskæftige sig med historien, fordi tidens udvikling har medført, at man må begynde at stille nye spørgsmål til den. På den måde kan det blive et led i en søgen efter et nyt åndeligt ståsted, en ny identitet med fundament i det, der gik forud. Det kan være som enkeltperson, en gruppe i samfundet eller noget andet. Den nyeste tids kvindebevægelse forekommer mig at være et af de bedste eksempler på en gruppe, der i høj grad søger en identitet ved at gå tilbage i historien.

Som et naturligt led i mit arbejde med højskolens historie deltog jeg i midten af september i år i et "højskolehistorisk sommermøde" på Krabbesholm Højskole ved Skive. Mødet havde en forløber i København i slutningen af 1986, som mundede ud i et ønske om at danne et forum til kontakt og gensidig inspiration for de mennesker rundt om i landet, der arbejder med højskolehistoriske projekter.

Det blev Krabbesholm-mødet så den første begyndelse til. En af deltagerne bemærkede ved præsentationen, at det nok ikke var helt tilfældigt, at et sådant møde var kommet i stand netop nu. Jeg spidsede øren, for jeg havde haft en lignende tanke. Senere blev det klart, at vi havde tænkt på nogenlunde det samme. Det kan udtrykkes på den måde, at der under overfladen rundt om blandt højskolefolk lurer en dyb identitetskrise.

Vi er forvaltere af en efterhånden gammel tradition, nogle skoletanker og et menneskesyn, som for nok de fleste højskolefolk dybest set stadig er det væsentlige ved skoleformen. Men det, der skulle komme ud af virksomheden, det der rummes i ordet livsoplysning, er det ikke muligt at udtrykke i dag, så det er forståeligt for de unge, som gerne skulle komme som elever. Livsoplysningen kan altså ikke bruges som "salgsargument". Det bruger man så i stedet alle mulige andre undervisningstilbud til. Skoleplanerne ligefrem bugner af fagtilbud i dag, mens der sjældent er ret mange ord om, hvad højskolen egentlig skulle være.

Dette forhold har da også fået konsekvenser i den praktiske hverdag, hvor det har vist sig stedse vanskeligere at fastholde en helhed. Og det er i dag et spørgsmål, om ikke det gamle grundlag lige så stille er ved at glide os af hænde - ikke fordi det ikke stadig kan være til inspiration for éns undervisning, men fordi det under den nye tids betingelser simpelthen forsvinder i den blå luft.

Derfor er den krise i højskolen, man nu igen begynder at tale om, måske mere dybtgående end nogensinde før. Og måske er det netop derfor, at nogle begynder at se tilbage i historien, ikke for at pudse en glorværdig fortid op, men for om muligt gennem et nødvendigt opgør at finde et nyt udgangspunkt.

Men lad os til yderligere uddybning af problemstillingen kaste et blik tilbage på forløbet.

Allerede fra højskolens ret tidlige tid støder man jævnligt i de gamle kilder på indlæg af højskolefolk, der har følt sig anfægtede af, at det ikke i nævneværdig grad lykkedes at vinde indpas i byerne, navnlig i den nye talstærke arbejderstand. Folkehøjskolen skulle jo netop være for hele folket - ikke kun for gårdmandsbørnene. Nogen sans for arbejder-befolkningens økonomisk begrænsede muligheder for at tage på højskole møder man imidlertid ikke, hvad man godt kan undre sig over. Der var andre, der mente, at det ikke kom an på, hvem der kom på højskolerne, men hvordan undervisningen var. En folkehøjskole skulle først og fremmest kendes på, om idégrundlaget for dens undervisning var i orden.

Trods forskellige forsøg på fremstød fra nogles side, lykkedes det imidlertid ikke i særlig grad at få unge fra byerne til at tage på højskole. Det var og blev i overvejende grad unge fra landbobefolkningen, der flokkedes på højskolerne, i mange år i stadigt stigende tal båret frem først og fremmest af en livskraftig grundtvigsk højskolebevægelse. Og den havde utvivlsomt afsmittende virkning på andre kredse i landområderne.

Det samlede antal højskoleelever pr. år toppede omkring 1920 med godt 8000. Derefter gik det langsomt men støt nedad, så det omkring 1940 lå på ca. 6000, en nedgang på 25 %. Af årsager til det kan nævnes:
1) afvandringen fra land til by,
2) de efterhånden mindre børneflokke, og
3) formentlig også den generelt forbedrede børneskoleuddannelse.

Denne udvikling ramte især mange af de mindre skoler i landets udkanter hårdt, deriblandt Bornholms Højskole. Men også nogle af de gamle hæderkronede store skoler fik det at mærke, f.eks. Ollerup Højskole, der kom til at stå helt i skygge af sin egen aflægger, Niels Bukhs gymnastikskole.

Situationen under besættelsen betød en ny opblomstring af elevtallene, som dog var begunstiget af ny lovgivning med større offentlig støtte. I de sidste år blev mange af skolerne beslaglagt, og man måtte derfor holde skole andre steder, ofte under primitive forhold.

Efter besættelsen dalede elevtallet imidlertid igen, og i slutningen af 1940erne kan man sige, at højskolerne stod over for følgende problemstilling:
1) enten skulle den tilbageværende landboungdom motiveres til at tage på højskole i langt højere grad end før, eller
2) man måtte gøre et fremstød hos den højskolefremmede ungdom i byerne, eller
3) højskolerne måtte efterhånden afvikles.

Man valgte at satse på nye markeder, altså de unge i byerne. Som konsekvens heraf oprettedes i 1950 Højskolernes Sekretariat i København. Formelt var det Landselevforeningen, en sammenslutning af de enkelte skolers elevforeninger, der stod bag, men det var skolerne, der betalte omkostningerne. Sekretariatet var et organ, der ved oplysnings-arbejde netop skulle søge at vinde indpas for højskolerne i nye befolkningsgrupper, og som sådant kom det til at virke efter hensigten. Det samlede elevtal steg igen i løbet af 1950erne samtidig med at antallet af landboer stadig var faldende.

Men på mange skoler søgte man også at indrette sig efter den nye situation. Man oprettede præparandkursus til seminarieuddannelsen og endog for-kursus til dette. Noget lignende gjorde sig gældende for sygeplejeforskolerne, som f.eks. her på Bornholms Højskole. Atter andre anskaffede et antal skrivemaskiner og lavede undervisning i brugen af en sådan. I det hele taget var opfindsomheden stor.

[Fortsætter i højre spalte]

------------------------

Til toppen af højre spalte

Efterhånden accepterede højskolerne - omend modvilligt - også på anden måde den nye tids vilkår og begyndte at markedsføre sig selv efter moderne forretningsmæssige metoder, dvs. ved mere målbevidst annoncering i dagbladene og ved udsendelse af mere fyldigt og efterhånden farvestrålende brochuremateriale.

Det er i den sammenhæng mit eget første møde med højskolen finder sted. Det skete ved en iøjnefaldende annonce i en af de store landsaviser. Den var fra en skole i Jylland, der tilbød et stort antal timers undervisning i fremmedsprog. Det havde jeg ikke haft noget af i børneskolen, og da tilskudsbetingelserne var særdeles gunstige, når man havde været soldat, endte det med, at jeg tog dertil i sommeren 1959.

Det varede imidlertid ikke længe, før jeg blev mere indfanget af alt det andet, der foregik på skolen, end sprogundervisningen. Den er vist for de fleste voksne jævnt kedsommelig, når man først er nået ud over begyndergrundene. Opholdet medførte, at jeg senere tog på højskole igen og senere igen begyndte på en læreruddannelse på Den Frie Lærerskole i Ollerup (den gamle Ollerup Højskole) med henblik på selv at gå ind i dette arbejde. Da den så var færdiggjort blev jeg ansat her på Bornholms Højskole i 1967, og har således gjort udviklingen med siden. Som skildret lykkedes det altså højskolerne at vende tilbagegang til fremgang ved at vinde indpas i nye kredse af befolkningen. Men det betød ingenlunde, at den grundtvigske højskolebevægelse også vandt indpas i de nye kredse. Denne bevægelse var knyttet til landbo-befolkningen og de traditioner, der var gældende dér. I takt med afvandringen fra landbruget og opbruddet i denne livsform er den ganske stille ved at dø ud. Og det har i sidste ende medført, at eleverne kommer med en helt anden baggrund end for, og at betingelserne for at holde højskole derfor er væsentlig anderledes.

I begyndelsen af den nye omstillingsperiode søgte man at indpasse de nye ting i det gamle mønster. Det er mit indtryk, at mange af de lidt ældre højskolefolk mente, at når man først fik "lokket nogle husarer ind", så kunne man holde højskole, som man altid havde gjort. Dvs. at det daglige foredrag af forstanderen eller fremtrædende lærere stadig var "flagskibet" i undervisningen, at timeplanen blev lagt i de sædvanlige ret faste rammer, og at de nye - egentlig lidt uvedkommende - ting ikke fik lov til at dominere for meget.

Der lå i dette en tro på, at når de unge først var inden for dørene, ville de hurtigt blive indfanget af det, der var det egentlige i skolens sigte, fællesskabet og livsoplysningen, det, der ikke kunne beskrives, men måtte opleves. Men netop derfor var dette egentlige - som jeg før var inde på - også uegnet til at lave reklame med. Det måtte man bruge alle de andre ting, som folk vidste, hvad var, til. Det skulle efterhånden give problemer.

Da jeg begyndte som lærer, var de førnævnte mere erhvervs-orienterede ting dog ved at glide ud. Siden er der så kommet andre ting til som trækplastre, og til det har især en lang række manuelle discipliner fået deres faste plads på de fleste højskolers timeplaner, det, man kalder de kreative eller skabende fag. Disse fag kom for så vidt ind og erstattede noget af det, der ikke længere var baggrund for. Og netop det, at det var fag, hvor eleverne skulle lære at bruge deres hænder, forekom at være udmærket i en tid, der for de unge er langt stærkere præget af skolegang end tidligere. Det at få det håndværksmæssige til at lykkes og få frembragt nogle gode ting måtte da også i hoj grad være udviklende og bære lønnen i sig selv.

Men den disharmoni, der kom til at ligge mellem det ideale og det "salgbare" i og med at nogle bestemte fag i stigende grad skulle være det, der trak elever til, har efterhånden gjort det vanskeligere at opretholde en helhed i undervisningen. Elevernes opmærksomhed rettes mod det, de "er kommet for", som det ofte er blevet udtrykt, og de højskolefag, som vi andre synes også er så vigtige at få med, er de ikke sjældent helst fri for at belemres med. Til dette opbrud af helheden bidrager også tidens tendens til at alle fag skal være valgfrie, noget, der umiddelbart forekommer demokratisk og derfor helt rimeligt, men netop i forhold til helheden ikke er problemfrit.

Disse forhold har selvsagt medført betydelige ændringer i højskolens dagligdag i forhold til, hvordan det var førhen. Mens hovedparten af undervisningen tidligere lå fast med en række fag, som alle havde, er det nu delt op i en lang række enkeltemner, som eleverne kan vælge imellem. Og der er som antydet ingen garanti for, at de vælger - endsige interesseret sig for - de fag, vi som lærere hver for sig anser for vigtige højskolefag. Der kunne nævnes flere andre problemer, der gør det yderligere vanskeligt at holde højskole i dag, men lad det være. De sidste be-tragtninger er naturligt nok især baseret på, hvordan det har formet sig her på skolen. Og det vedkender jeg mig min del af ansvaret for. Vi har måttet tilpasse os tidens krav, selvom hjertet ikke nær altid kunne være med. Men som vi har oplevet det, er det mit indtryk, det også har formet sig på mange andre skoler rundt om i landet, måske de fleste.

Jeg nævnte i begyndelsen af artiklen, at det gamle grundlag under de nye betingelser måske lige så stille er ved at glide os af hænde. Men samtidig foler jeg dybt, at højskolen med de tanker og den tradition, der ligger bag, fortsat har noget værdifuldt at bringe mennesker, måske i særdeleshed netop nu, hvor så meget synes at være ved at gå i opløsning.

Men så skal der også ske noget nyt. Den hidtidige måde at "sælge" sig på forekommer mig i hvert fald ikke længere farbar. Opfindsomheden med hensyn til udbud af fag og antallet af disse har vist aldrig været større, og antallet af skoler er større end nogensinde. Alligevel har elevtilgangen som helhed været dalende gennem flere år.

Derfor tror jeg, vi skal besinde os noget mere på, hvad vi egentlig er. Hvis vi fortsat skal bevare vores identitet som folkehøjskole, og ikke ende som en ren anakronisme i forhold til det øvrige samfund, så må opgaven i de kommende år være at søge at nyformulere det oprindelige grundlag, så det kan nå ud og blive forstået, noget, der kan bruges som et aktiv - og ikke som en biting, man halvt undskyldende søger at få med. Med andre ord: at livsoplysningen - eller hvilke ord, man i stedet måtte finde frem til - igen bliver det grundlæggende. Så kan alt det andet komme til som nyttige dele af helheden.

Der er folk, der allerede er i gang med at forsøge noget sådant. Man må håbe, deres bestræbelser bærer frugt.