Vi skal jo have det korporligt -
indtryk fra fire blindekurser
fra årsskrift 1882




Vi skal jo have det korporligt

Indtryk fra fire blindekurser i 1970, 1981 og 1982

"At være blind er upraktisk, men det behøver ikke at være noget egentligt handicap". Sådan omtrent udtrykte en blind mand sig engang over for mig og en kollega. Det var i 1970. Han var da leder for to hold blinde og svagtseende, som vi havde på korte sommerkurser for Dansk Blindesamfund på Bornholms Folkehøjskole.

Han havde selv været totalt blind fra sin tidligste barndom, men hørte til dem, der i meget høj grad havde formået at "overvinde" sit handicap og næsten kunne leve et normalt liv. Men dem var der egentlig slet ikke så få af blandt kursisterne, og hans udtalelse faldt netop, da jeg i en samtale gav udtryk for min positive overraskelse over, så godt mange af dem klarede sig trods handicappet.

Siden da har vi efter en del år haft yderligere to kurser af samme slags, i sommeren 1981 og igen i år, 1982. Især på de tre af de i alt fire kurser var det en meget forskelligartet flok, der kom. Man kan for så vidt sige, at det eneste, de var fælles om, var deres synshandicap, og det var endda i mange forskellige grader. Der var folk fra knap 20 år til over 80; der var folk som bortset fra synshandicappet havde deres fulde førlighed, medens der var andre, der også var mere eller mindre bevægelses-hæmmede eller fysisk svage af andre årsager. Der var folk fulde af liv og godt humør, medens der var andre, som var mere lukket inde i sig selv. Også uddannelsesmæssigt og intellektuelt var der stor spredning.

Men alt dette måtte naturnødvendigt være sådan. Derfor siger det næsten sig selv, at disse kurser ikke forløb uden problemer, selvom det dog ikke blev noget særlig fremtrædende træk. På grund af disse særlige omstændigheder føltes de også noget mere anstrengende end vores almindelige kurser. Det skal dog her lige indskydes, at der altid er en hel del normalt seende ledsagere med, ellers kunne det praktisk ikke lade sig gøre.

Når alt dette er sagt, må det imidlertid tilføjes, at disse ting i høj grad opvejedes af en række positive og lærerige oplevelser. Jeg føler således, at jeg i den forbindelse har lært ikke så lidt, ikke blot om synshandi-cappedes situation, men også om det at være menneske i det hele taget. Det vil jeg gerne fortælle lidt om i det følgende.

Noget, der i første omgang overraskede mig, var, at en meget stor del af kursisterne udviste en til tider næsten umættelig trang til at opleve noget - ikke forstået som adspredelse eller tidsfordriv, men tværtimod oplevelser af mere givende art, ikke mindst på det helt håndgribelige plan.

I de pågældende kurser indgår flere forskellige aktiviteter: fore-drag, gruppediskussioner, sang og anden traditionel undervisning. Men der indgår også en del busture rundt på øen, en længere travetur i Almindingen, og, hvis vejret tillader det, også en tur til Christiansø. Det var især i forbindelse med disse ture, man mærkede den stærke trang til oplevelser.

Imidlertid er et næsten sikkert ræsonnement, når jeg senere har omtalt det over for andre mennesker, dette: "Hvad kan dog sådanne mennesker have ud af at komme ud på ture og sådan, når de ikke kan se?" Jeg må da også indrømme, at vi forud for det første kursus for tolv år siden tænkte i de samme baner. Ingen af os havde nogen erfaring med denne kategori af mennesker, og da vi i planlægningsfasen sad over for en repræsentant for Dansk Blindesamfund, spurgte vi lidt forsigtigt om, hvad vi skulle lave med dem, - for de skulle vel ikke ud på ekskursioner sådan som vores andre kursister! Vi fik imidlertid prompte at vide, at det skulle de da rigtignok. De skulle ud og have mulighed for at opleve de samme ting som alle andre mennesker, og for så vidt skulle vi også i alle andre henseender behandle dem som helt normale kursister - dog således, at vi tog behørigt hensyn til, at de ikke kunne se, og derfor ikke bare fortalte om, hvad vi så på turene, men også søgte at beskrive tingene for dem.

Der var noget i den måde, han sagde det på, der gav mig færten af det, jeg siden skulle erfare i rigt mål. Dette, at blinde og svagtseende kan have endog særdeles meget ud af at komme ud og opleve noget trods det manglende syn. De bruger de andre sanser, de føler på tingene, de hører en masse lyde, som vi andre ikke skænker en tanke, ja, selv lugten af visse ting, f. eks lyng har jeg været ude for, at nogle har registreret på god afstand. På den måde får man indtryk af, at de i mange tilfælde oplever tingene meget mere intenst end mange af os seende.


På travetur i Ekkodalenved med skovridergården i baggrunden

Lad mig omtale en oplevelse, som er kommet til at stå særlig stærkt i min erindring, traveturen i Almindingen. Den er på ca. 7 km og går sine steder gennem noget uvejsomt terræn, hvor man et enkelt sted nærmest må klatre op gennem klippeterræn. Da jeg første gang skulle ud på denne tur, gjorde jeg klart for dem, at det ville være helt nødvendigt med én seende for hver ikke-seende. Ellers ville det være for risikabelt. Det rettede de sig imidlertid ikke efter, så da vi kom afsted med stor tilslutning, imødeså jeg forløbet med en vis bekymring. Det gik imidlertid langt over forventning fra min side. På grund af hedebølge var turen henlagt til om aftenen, og i behageligt sommeraftenvejr drog vi af sted gennem skoven, passerede den smalle bro over åen i Ekkodalen og klatrede så under megen indbyrdes hjælp, snublen over sten og trærødder og i fint humør op gennem Fuglesangsrenden. Enkelte af dem var endda ikke særlig raske til bens, men de ville have det med. Videre gik turen på samme vis gennem skiftende skovterræn til Borresø, hvor vi passerede den noget længere gangbro til middelalderborgen Lilleborg. Herfra vendte vi så ad mere jævne veje og stier tilbage til aftenkaffen på skolen.

Jeg var meget imponeret over den måde, de havde klaret turen på og gav også udtryk for det ved kaffen. Hvorefter deres førnævnte leder sagde til mig: "Det er meget pænt af dig, at sige det til os, men sig det hellere til alle andre, så de bedre kan forstå os". Det skrev jeg mig bag øret; denne artikel er netop et led i det.

Da kursisterne ugen efter skulle rejse og de derfor takkede af, sagde en yngre helt blind mand mig tak for denne gang - "og specielt tak for den tur i Almindingen; for vi skal jo have det korporligt", lagde han til. Han havde været en af de ivrigste efter at komme ud og "se" tingene med sine hænder.

Som jeg allerede har nævnt, opfattes den blindes situation alminde-ligvis helt anderledes af normalt seende. Man regner tilsyneladende som en selvfølge med, at de ikke kan have noget særligt ud af at komme ud og opleve omverdenen. Og dernæst, når man tager dem ud, er man naturligt tilbøjelig til at tage så meget hensyn til deres handicap som muligt. Lader dem gå ad jævne stier, springer ting over, som man synes vil blive for besværlige - i det hele taget gør det så let for dem som muligt.

Men på den måde bliver de til stadighed mindet om deres handicap og får hele tiden indtryk af, at man af bare hensynsfuldhed holder dem væk fra ting, som det kunne være spændende for dem at komme i nærmere kontakt med.

Jeg var så heldig, at jeg gennem oplevelserne på det første kursus blev bragt til at ræsonnere modsat. I stedet for at tænke på de blindes bekvemmelighed stillede jeg mig selv spørgsmålet om, hvad de kunne få udbytte af at komme ud og opleve, og overalt, hvor jeg selv som seende med rimelig lethed kunne færdes, dér vidste jeg nu af erfaring, at der kunne de blinde også komme hen - og i hvert fald, når det skete under behørig ledsagelse.

Lad mig omtale endnu et par træk - denne gang fra kurset i 1981, som bekræftede disse erfaringer og som nok var særdeles betegnende for mange synshandicappedes oplevelse af deres omverden. I kursus-programmet er der naturligvis også indlagt et besøg i en af øens fire rundkirker, i dette tilfælde Ols kirke. Og ligesom vore andre kursister skulle de blinde også have lejlighed til at komme op i de øverste etager. Det sker ad smalle trapper med ret uens trin, som for størstedelens vedkommende befinder sig inde i selve den tykke ydermur. For at komme derind må man fra en meget smal afsats smyge sig sidelæns ind gennem en smal låge, og kommet helt op må man bevæge sig forsigtigt over et meget knoklet kampestensgulv. Der var alligevel en hel del, der gik med op, og en mand i midten af 50'erne, som 6-7 år før var blevet blind på grund af sukkersyge, erklærede bagefter, at det var en af de største oplevelser, han længe havde haft.

For mange seende er det mit indtryk, at besværet med at forcere disse trapper nærmest bliver en irriterende biomstændighed, hvis man vil op og se det øverste af bygningen indvendig. For den blinde var det tydeligvis væsentlig anderledes. For ham blev selve opstigningen gennem de smalle trappegange noget af det afgørende i selve oplevelsen af bygningens murmasser. Han følte den virkelig på sin krop; "så" den ved hjælp af sine hænder og fødder.

[Fortsætter i højre spalte].

------------------------

Til toppen af højre spalte




Mod samme kursus' slutning fik jeg lyst til at prøve noget nyt. På en af de busture, jeg ledede, indlagde jeg en lille spadseretur i Bastemose i Almindingen. I en del af denne er der for knap ti år siden renset op med gravemaskine og af det oprensede materiale anlagt volde og stier, så man kan komme et godt stykke vej ud i selve moseområdet. Tværs over en udløber af det åbne vandspejl er der yderligere anlagt en ca. 60 m lang gangbro, så man derved kan gå en længere rundgang i området. Broen er ca. 70 cm bred og har intet rækværk langs siderne. Det var ad disse stier på de endnu lidt gyngende volde vi gik; efter de mange år tæt omgivet af siv, pilebuske og anden plantevækst. Da vi kom til broen, gjorde jeg opmærksom på, at der gik en sti mere direkte til det sted, hvor bussen holdt. Tre af de bedst seende fulgte denne sti. Resten fulgte med over broen og den længere vej rundt om mosen. Det blev en lidt langsommelig affære med over 60 mennesker i gåsegang, hvoraf mange selvsagt måtte bevæge sig meget forsigtigt frem. Men det gik, og senere på dagen sagde en ligeledes godt 50-årig mand til mig, at Bastemosen havde været en meget stor oplevelse for ham.


På travetur i et område øst for skolen kaldet "Småland"

Et par dage senere, da kurset var ved at være slut og vi lavede en såkaldt evaluering, sagde en anden, yngre mand på et tidspunkt følgende med eftertryk: "Det, vi har brug for på disse kurser, er lærere, der tør tage os med ud til de steder, hvor alle andre kommer. Det er der nemlig sjælden ret mange andre, der tør". Denne udtalelse sammen med andre gode råd og vores fornyede erfaringer medførte i øvrigt, at vi ved kurset i år udvidede programmet med tilbud om forskellige praktiske aktiviteter på nogle eftermiddage, hvor de ellers ville have haft fri. Det var lerarbejde, folkemusik og trampedans, radioteater og nogle natur-vandringer i de nære omgivelser. Det viste sig hurtigt, at det var en heldig disposition. For de fleste skulle der helst ske noget jævnt hele tiden. Ikke sært, at nogle af dem var ved at være lidt matte de sidste par dage.

Den mand, jeg før nævnte i forbindelse med besøget i rundkirken, fortalte ved en anden lejlighed, at han, efter at han var blevet blind, havde fået en vældig trang til at komme ud og opleve noget. Det havde han aldrig følt, mens han endnu kunne se. Så vidt jeg kunne fornemme var han absolut ikke alene om dette, og ved nærmere eftertanke kommer man til det resultat, at det må være en ganske naturlig reaktion - i hvert fald for dem, der har vilje og energi til at prøve at "overvinde" handicappet.

Vi har som mennesker alle behov for at blive stimuleret gennem oplevelser af forskellig art, oplevelser, som vi erhverver os gennem vore sanser. De af os, der har alle vore sansers fulde brug, har naturligvis optimale muligheder for oplevelser. Og de er i vore dage meget store. Takket være de moderne trafikmidler kan vi let bevæge os over store afstande og se mange nye ting. Ved hjælp af de moderne elektroniske medier kan vi få oplysninger, billeder af alt muligt og underholdning fra hele verden helt ind i vore stuer. Det møder os nærmest med massiv styrke, og ofte forekommer det mig nødvendigt at lukke af for at kunne bevare sin integritet.

Det turde være klart, at situationen for den synshandicappede er afgørende anderledes. Det vældige rum, vi som seende ubesværet bevæger os i, skrumper for den blinde ind til noget meget mere afgrænset, og tilsvarende begrænses en lang række muligheder for umiddelbare oplevelser.

Men det psykiske behov for stimulerende oplevelser er jo givetvis det samme om man er blind eller seende; individuelt forskelligt naturligvis, men det er der. Og der er for mig ingen tvivl om, at det er det, der er den dybere liggende årsag til den stærke trang til oplevelser, som jeg efterhånden har mødt hos så mange blinde og svagtseende. Det er meget vigtigt for dem at få brudt den isolation, som det manglende syn medfører og få tilfredsstillet behovet for oplevelser på andre måder end det vi andre får ved hjælp af øjnene. Det er næppe for meget sagt, at det for dem er selve forudsætningen for at kunne leve et menneskeværdigt liv.

Så vidt jeg kan bedømme det nu er der på dette psykologiske felt stor mangel på forståelse hos de fleste seende. Det skyldes dels mangel på viden, eller erfaringer af denne særlige art, men det skyldes måske nok så meget, at vi lidt for sjældent fordyber os rigtigt i, hvad der inderst inde rører sig i os. For de fleste seende falder det naturligt at have ondt af en blind. Han eller hun opfattes gerne som en hjælpeløs stakkel, der er afskåret fra en masse ting i tilværelsen. Dernæst er der som nævnt stærke tendenser til at overbeskytte dem, hvorved de yderligere afskæres fra omverdenen. Umiddelbart forståeligt måske nok, men som jeg har søgt at skildre det er det noget helt andet, de har brug for.

Vi seende tillægger almindeligvis vores synssans overordentlig stor betydning, og vi betragter det i reglen som en af de største ulykker, der kan tænkes at overgå os, hvis vi skulle miste synet. Omvendt tillægger vi vist oftest ikke de andre sanser nær så stor betydning. Det er for mig blevet et stort spørgsmål, om dette ikke er helt forkert. Omgangen med de blinde har blandt alt det andet også lært mig, at de mest virkelighedsnære oplevelser får vi gennem et samspil mellem flere sanser og vores evne til aktiv udfoldelse. Bornholmske klipper oplever man ikke ved blot at se på dem, man skal ud og klatre i dem også. For at opleve en storm må man kunne høre og føle den. For kontakten med ens medmennesker er det at kunne høre sammen med evnen til at kunne tale meget væsentlig. Og endnu en ting: Hvor ofte møder vi ikke påbuddet: Nok se, men ikke røre. Det må jo komme af, at vel nok de fleste af os har en vældig trang til at føle på tingene, vi vil fornemme, hvordan de egentlig er ved at supplere synsindtrykket med følesansen. Alligevel skænker vi vist sjældent denne trang ret mange tanker. Men prøv engang at tage bind for øjnene og føl rigtigt på en kær ting. Man vil hurtigt opdage en helt ny dimension ved den. Men sådan er det jo for den blinde, som må "se med sine hænder".

Oven på pejsen i kursisternes dagligstue lå der under kurset i år en hård svampevækst, som havde vokset på et ungt birketræ. En eller anden havde vinteren før fundet den i skoven og taget den med hjem. En kvindelig kursist spurgte mig en dag om hvad det var, for den var så dejlig at føle på. Da hun fik det at vide, spurgte hun, om hun måtte købe den af os. Det kunne hun ikke; men i stedet forærede jeg hende den, hvad hun blev meget taknemmelig for. På kursets sidste bustur til Gudhjem besøgte vi bl.a. den lille skovsø, Gråmyr, hvor der var en hel del åkander. Den samme kursist begyndte da at kredse om at få fat i en af blomsterne, så hun kunne føle, hvordan de var. Der var andre, der også blev interesserede, men de var allesammen for langt ude til at vi kunne nå dem, og det lykkedes heller ikke ved hjælp af stokkene. Vi gik rundt om søen, men da vi kom tilbage til udgangspunktet, vendte nogle af dem igen tilbage til problemet. Der var ingen vej uden om. Jeg smed sko og sok på den ene fod og trådte ud i vandet, og det lykkedes mig at få fat i to af de flotte blomster. Men hvem skulle så have den anden? Efter et øjebliks overvejelse stod det helt klart for mig. Den skulle Kirsten have. Kirsten, som var en fin og kultiveret ældre dame på 83 år. Hun havde været blind i næsten 50 år, men havde "overvundet" sit handicap og formået at skabe sig en ny og indholdsrig tilværelse. I kursets aktiviteter havde hun taget del med liv og humør, været med i forreste linje på alle traveturene osv. For os på højskolen og vist også for mange af sine medkursister blev hun et lysende eksempel på, at blindhed "ikke behøver at være et egentligt handicap".


På kanten af Ekkodalenved, hvor omtalte Kirsten Gyrstinge ledes på vej af en medkursist

Jeg har med disse skildringer dog intet ønske om at bagatellisere det at være blind. Et begreb, man bruger i de kredse er "senblind", dvs. folk, der er blevet blinde i en sen alder, f.eks. på grund af sukkersyge. De har det ofte meget vanskeligt. Af dem var der også nogle stykker på kurserne, så de hører også med i billedet. Men bag alle disse ydre skæbner er der en levende menneskesjæl, der higer efter at leve et menneskeværdigt liv. For nogle lykkes det i meget høj grad, for andre meget mindre, men omgangen med dem har lært mig, at det først og fremmest er det, de har brug for at få hjælp til.

SAMs højskolehistoriske Arkiv