Karen Elisabeth Jensen

Højskoledagbog fra Østermarie Højskole 1882

[2. del- juni måned]


Den 3. Juni. -
Ludvig har i dag begyndt at fortælle om Magnus den gode af Norge. Han skildrede ham som en af de mærkeligste Konger, her har levet i Norden; ti han stolede aldrig på sin egen kraft, men sagde altid når de var i krig, at det var hans faders Hellig-Olavs Ånd der var med dem, og hjalp dem til sejer. Han var også den mest afholdte og elskede konge der har været i Norge. Den der har været lige så afholdt i Danmark er fornemmelig Erik Ejegod. -
I aftes var her en fremmed Skolelærer Hansen fra Pedersker Sogn, der holdt foredrag i-stedet for Ludvig. Han fortalte eventyret om Krøblinge Hans, og gav nogle forklaringer derom bagefter, men det var rigtignok ikke rigtig på den måde, som når Ludvig eller Johan forklarer det; men han gjorde vist det bedste han kunde. -
- - -
Den 5. Juni. -
Johan har i dag talt om den magt, der er i et menneskes ord, man må vogte nøje på at man ikke misbruger ordet, ti det kan tidt føre et menneske i ulykke.
- - -
Den 6. Juni. -
I går var vi til Grundlovsfest i Almindingen, der talte begge Øens Folketingsmænd Dam og Blem*), der blev udbragt leve for Kongen og Grundloven, til sidst også for Redaktøren af Bornholms Tidende, han var blevet sat under tiltale for at have brugt fornærmelige ytringer om Kongen, i sit blad. Bornholmerne ere frisindede folk. I dag har Johan talt om den forfinelse der har begyndt at snige sig ind hos bønderne. Det var endda ikke det værste med forfinelsen i klædedragt, men blev man forfinet i skikke og i sit væsen, og for fin til at røre ved grovt arbejde, det var den værste forfinelse der var til. Man skulde ikke skamme sig ved noget arbejde, ti en malkepige kunde være lige så værdigt et menneske som en lærerinde.
-----
*) Philip Rasch Dam og Markus Peter Blem.
**) M. M. Smidt.

- - -
Den 14. Juni. -
Nu er da alt kommen i sin gamle gænge igen. I disse dage, da vore kære Stevnsboer har besøgt os, var Skolen helt lagt til side, så det er så uvant at komme i de gamle folder igen, såmeget kan sådan et par dages udflugt, sammen med så mange venner, gøre.
I søndags kørte vi til Røe Kilde, hvor vi skulde træffe sammen med Stævnsboerne, som dagen i forvejen var kommen til Bornholm. Det var et kedeligt regnvejr, som det næsten altid er når vi gør udflugter, men henad eftermiddagen klarede det op til godt vejr, og så kom de alle sammen, 56 i alt. Der var flere end ventet, jeg havde da aldrig tænkt mig at søster Birte skulde komme, men hun og mange flere var der alligevel.
Allerførst var vi henne og se "Helligdomskilden", som den kaldes, der skulde vi ned ad store klipper, ned til havet, og ved foden af klipperne sprang en Kilde frem, som har fået det navn. Ikke langt derfra var den våde og den tørre ovn, men der kom vi ikke hen alle, ti selskabet delte sig i to hold, Ludvig og Johan førte hver sit. Jeg gik med det, som Johan førte, vi skulde hen og se "Dynddalen", og det var unægtelig også det smukkeste parti som var der omkring. Vi var oppe på en bakkeskrænt og så ud over Dalen, denne store dybe Dal, bevokset med træer, det var rigtignok et skønt syn.
Henad aften kørte vi alle tilbage til Højskolen, men da der ikke var plads til alle, kom alle de der var fra Sierslev, tilligemed os tre der er på skolen over på "Ravnsgård", hvor vi blev behandlet med næsten overdreven gæstfrihed, den tid vi var der. Om mandagen gik vi så tilbage til Højskolen, hvor Johan og Ludvig holdt hver et foredrag. Om eftermiddagen var vi i Almindingen, det begyndte rigtignok at regne ligesom det plejer når vi har været der, men det blev da ikke synderligt til noget. Vi var så rundt og se alle mærkværdighederne der, først så vi "Rokkestenen", det er rigtignok ikke meget den kan rokke nu, derefter kom vi til en dam, som kaldes "Kohullet", ja en dam kunde det vel egentlig ikke kaldes, da det var et stort dybt vand, omgivet af trær på alle sider. Derefter gik vejen til "Rytterknægten", det gik stadigt opad, først kom vi til en bakke, der hed "Gamleburg", længere oppe kom vi til en høj, kaldet "Sofiehøj", derfra kunde man se over en stor del af Almindingen. Endelig landede vi da på "Rytterknægten", der midt på er rejst et tårn, som kaldes "Kongemindet", når man stiger op i tårnet, har man udsigt over næsten hele øen, vi kom også derop, men det var ikke megen udsigt vi fik at se, da det begyndte at regne ganske forskrækkeligt, så vi måtte skynde os ned igen. Derfra gik Toget til "Ekkodalen", der havde lidt lighed med "Dynddalen", men dog ikke nær så smuk, dog var der den forskel, at rundt om "Ekkodalen" var store klipper, som der ikke var ved den anden.
Tilsidst samledes vi igen på pladen ved "Kristianshøj", en mindestøtte, som er rejst for Kristian den ottende.
Om aftenen inden vi tog hjem, holdt Lærer Pedersen fra Brøderup Højskole en køn lille tale, han takkede Bornholmerne for deres gæstfrihed, og sagde endvidere at vi mennesker lever af mindet, og det skulde høre med til vore lyse minder, at når vi blev gamle og ingen steder kunde komme, da skulde vi tage frem af mindernes skat, alt godt vi havde oplevet i de svundne dage, da skulde vi også mindes de glædelige dage vi havde tilbragt på Bornholm. Poul Nielsen*) udbragte så et "Leve" for Bornholmerne, som Ludvig gengældte med at udbringe et lignende for Stævnsboerne. Det var rigtignok fornøjelige dage, men de fik også ende.
Tirsdag formiddag var en stor del af selskabet ude at se "Randkløve Skår", men kl et samledes vi alle i Svanike, hvor Dampskibet skulde tage alle vore gæster ombord. Vi var en hel del, som sejlede med til Gudhjem, der var vi alle i land en lille tur, vi sang en hel del sange, men så skulde skibet afsted igen, og så måtte vi tage afsked med alle de gode venner. Da skibet stødte fra land, udbragte Stævnsboerne kraftigt hurraråb for Bornholmerne, og vi begyndte alle sangen: "Nødig sige vi farvel", og snart var de os af syne, og vi skulde nu til at tilbagelægge vejen til Højskolen, vi var alle sammen godt fornøjet med turen, dog kom der ligesom et skår i glæden, da der den sidste aften kom bud om farmoders død. Jeg kan ikke rigtig tænke mig, at jeg ikke skal se hende mere, nu bliver der tomt i det lille hus. - -
Johan har i dag talt om Israelitternes vandring ørkenen. Han forklarede så bagefter at hvert folk, ja hvert menneske måtte leve et ørkenliv, ligesom Israelitterne, inden de kom til Kanaans land. Livet her på Højskolen var et sådant ørkenliv, mange vilde måske synes at det var en underlig opfattelse, men det forholder sig virkelig så, det liv som der bliver påbegyndt der, skal udfolde sig rigest, når mennesket kommer til sin virkelige gærning.
Til slut udtalte han også den magt der er i et ord, når blot man havde lidt mere tro og tillid til menneskets ord, når det da var sande ord, der blev talt, så vilde deraf følge, at man bedre troede Gud på ordet. Ti mennesket skal være sig selv og ikke bruge overflødige ord, ti "man skal leve som man taler, og tale som man lever".
-----
*) Poul Nielsen angives at være fra gården Karlshøj, Stevns, og han var således en yngre broder til en af eleverne, Sidse Marie Nielsen.

- - -
Den 18. Juni. -
I dag har vi været til foredrag i "Nazareths-kappel". Ludvig forklarede det andet led i Troesartiklen, nu begynder det snart at gå op for mig hvad Guds-ordet betyder. -
- - -
------------------------

Til toppen af højre spalte

Den 19. Juni. -
Johan har idag talt om den længsel som et hvert ungt menneske har. Det vil altid længes ud i det fjærne, og ikke få denne længsel tilfredsstillet før det havde fundet sin virkelige livsgærning, dog vilde længslen aldrig blive fuldt tilfredsstillet i denne verden. Han henpegede også på "Arne"*) hvorledes han længtes ud, men da han endelig fandt sin virkelige livsgærning, lærte han også tilfulde at "Det største som Gud kan give, er ej at vorde berømt og stor, men menneske ret at blive".
-----
*) Hovedpersonen i Bjørnsons fortælling af samme navn.

- - -
19./6. samme dag.
Ludvig talte i dag om "Nadverens betydning". Han forklarede, at vi fik ikke syndsforladelse i skriftemålet ved håndspålæggelsen, eftersom vi engang for alle havde fået vor synd forladt i Dåben, da vor Herre tog os i favn, men det var en vildfarelse, der havde holdt sig gældende fra pavedømmets tid, at man kunde ikke gå værdig til alters, uden først at have skriftet og erholdt syndsforladelse. Kunde vi ret af hjærtet fremsige vor Trosbekendelse, da kunde vi også værdig gå til Herrens bord, til kærlighedsmåltidet, der er beredt for alle dem der trænger til Guds Nådegaver, ti Nadveren skulde være en styrkelse for vort åndelige liv. Ja Gud give, jeg kunde fatte det tilfulde.
- - -
Den 21. -
Idag talte Ludvig om tjenesteforhold. Vi skulde alle tjæne, det ene menneske skulde tjene det andet hvor det behøves, men i særdeleshed skulde dem som engang kunde vente at blive husbondfolk, først lære selv at tjene inden de kunde byde over andre, men der skulde være en ægte kærlighedsånd over det hele, så det kunde blive et godt samliv.
- - -
Den 22. -
Ludvig talte idag om den understrøm, som går igennem det danske Folk, nemlig Folkehøjskolen, det trekløver det egentlig gik igennem folket var først sangen, derefter fortællinger af historien, og så tilslut den kristelige oplysning, som satte kronen på det hele.
- - -
Den 23. -
Idag har jeg tilligemed de andre skolepiger, og en del af højskolens venner, været til alters i Øster Marie Kirke, hvor Pastor Kristensen*)



F. V. Christensen
[udsnit af nedenstående gruppebillede]

holdt altergang. I eftermiddag har han talt her på skolen om Tro, Håb og Kærlighed. Det er en herlig mild gammel Mand, jeg tror aldrig jeg har set nogen præst så hjertemild, selv da han uddelte Brødet og Vinen stod han med et smil om munden.
Men han kunde også tale om Guds uendelige kærlighed til os syndige mennesker, så det var som om det gav et genskin i hele hans åsyn. Ja, det var en velsignet højtidelig altergang som den "lille flok" holdt, den vil jeg mindes så længe jeg lever.
-----
*) F. V. Christensen, sognepræst i Rønne 1871-1903.



Dette billede er fra 1880 eller 1881, men det er sandsynligvis taget ved et møde som det ovenfor beskrevne, idet ikke blot pastor F. V. Christensen, men også Karen Holm, som var bestyrerinde på højskolehjemmet i Rønne var til stede. Se billedet i større format andetsteds på denne website.

- - -
Den 24. juni.
Johan talte i dag om betydningen af Sandhedens magt. Man skulde leve sit liv i sandhed og simpelhed, det var det de gamle persere lærte deres børn, nemlig at tale sandhed, men det kommer ikke alene an på om vi taler sandhed, men at vi også lever vort liv i sandhed, thi lever man sandt så lever man simpelt, og lever man simpelt så lever man også sandt, disse to ting kan ikke adskilles. Med det samme mindede han om ordet i vor Dåbspagt, i det han sagde, at det var ved første øjekast et simpelt lille ord, men dog det sandeste der findes i verden, ti det er derpå vi bygger hele vor salighedsgrund.
- - -
Den 25. -
Igår eftermiddag bestilte vi intet i skolen, men vi havde en ret fornøjelig udflugt til en lille skov, en tre fjerdingvej borte, der kaldes Lovisenlund, der legte vi og morede os ganske godt, men vi vare dygtige trætte alle sammen inden vi kom hjem. - Idag har vi været til foredrag i Kapellet, det var et mageløst velsignet foredrag Ludvig holdt, men - dog det var altfor godt til at betro papiret, det skal leve i mine tanker. - -
- - -
Den 27. -
Ludvig talte i aftes om de første digtere, der havde vakt de slumrende livskræfter i det danske folk. Først fremstod Holberg som bragte folket til at le over deres egne dårskaber, siden kom Evald, han lignes ved lærken, når den slår sine første triller i det tidlige forår. Derpå kom Wessel, han blev lignet ved Stæren, der så ypperligt forstår at efterabe de andre fugle, men kunde alligevel få folk til at se på sig selv med nogen mere afsky for alt det fremmede. Endelig fremstod Nordens største skjald, nemlig Øelenslæger, han forstod at løfte folket op over alt det lave og fremmede, men ham er han ikke færdig med at fortælle om endnu.
- - -
Den 29. Juni. -
Idag har vi begyndt at høre sagnhistorien fortælle. Han begyndte først at fortælle om jætterne, og ligesom der var tre slags jætter til, således er det også nu. Den første slags, der var dengang, var de umådelige store kødkroppe af kæmper, den anden slags var dem, der forstod at øve trolddomskunster, endelig den tredje var halv af gud- og halv af jætteslægt. I vor tid fandtes også de tre slags jætter, om end i en anden betydning. De første er billeder på de mennesker, der ejer store gulddynger, og som sætter hele deres liv på spil for at vinde guld og ikke tragte efter noget højere. Den anden slags er de mennesker, som kalde sig fritænkere, ja der var også en slags sortekunstnere til endnu, nemlig dem der på den sorte skole forvrængede Guds ord, og udbredte vantro omkring dem. Endelig den tredie slags, de vare nu ikke så let kendelige, da de hældede både til verdens, folkets og Gudfolkets side. Det var dem, der forstolede sig på deres gode gærninger, og mente at når blot de viste sig lidt for verden med deres gavmildhed, så behøvede de ikke mere for at blive salig. -
- - -

SAMs højskolehistoriske Arkiv