Peder R. Jelsbak

Foredrag af Christopher Bågø
på Testrup Højskole 1900-01

Den 14. februar 1901

[Valdemar den store, Absalon og Esbern Snare]

Efter disse stridigheder står nu Valdemar som sejrherre på Grate hede. Nu begynder så Danmarks storhedstid, genfødelses tid kan vi sige. Hans store mistænksomhed mod hans egen slægt er en styg plet på hans minde.
Erik Emun slog ned for fode af sin egen slægt, og således også med Valdemar. Når én spørger, om han var en stor herlig skikkelse? men den mest prægende? af trekløveret var Absalon. De måtte begynde med at kæmpe mod venderne, som havde været slemme til at hærge den sydlige del. Valdemar sejlede til Jylland med en hel flåde til vands efter disse vender. De havde tidligere været herinde, og de havde brændt Kungselv ved Gøtaelven. De bor over hele kysten, trængt frem østfra efter at have gennembrudt skove, og de trængte sig frem langs Østersøen.
Vi havde jo også skove her hjemme; men derovre betød at være ude at være i skove. Nu trænger de de gotiske stammer mod syd, de skiller goterne ad, som vi på de danske øer gør i Sverig. De går lige ud mod Holsten.
Dette land er mange dele, men stor vælde? uden skove midt over det. I Meklenborg? gik hovedvejen gennem de store skove og heder op mod os. Det nærmeste hjørne hed Ditmarsken, sønden for boede stormarerne. Den første flok af vender kaldes vagrer. De satte sig fast i det østre Holsten, som er så skøn med skønne prægtige søer. Holstener betyder: Holt sætter, den der bor i skove.
Der ligger Segeberg slot, som vi havde bygget. Disse vender havde deres eget sprog, og de førte navne med sig. Pommern betyder: "ved havet". Femeren betyder: "i havet". Meklenborg er: "det store land". 845 brændte den danske konge, Hårek, Hamborg?.
Der kom en tid, da venderne får en meget stor udbredelse, og de går nu over havet. 1043 blev de slået, og vi hører nu ikke noget til dem før ved 1100. De viste sig under kong Niels. Deres angreb voksede, og de lå nu med flåden langs vore kyster, og Svend Grathe? havde givet penge til venderne for at få hjælp mod vore egne konger. Man havde ikke tid til at kæmpe mod dem. Der var nok en lille flok roskildebrødre med Vetmann? i spidsen. (bet. jæger.)
Det var et lille lysglimt i disse dage, at der dog var nogle, der vilde forsvare deres land. Men nu vender Valdemar sig imod dem. De var kommen så langt frem, og Saxo må indrømme, at de har sat sig sådan fast på de sydlige øer, at de var ved at danne en ny befolkning. Der løb de ind i disse frugtbare egne; der løb de ind i den sydlige fjord Rødvig, og den dag i dag bærer indløbet et vendisk navn Kramnitze hav, alle kan høre, det er et vendisk navn.
Tillitze betyder Kåløhavet?, Kramnitze hav vilde betyde Flinterenden; måske afviseren ved fortet kaldes også?, på Falster, Møen. Vi får også deres eget vidnesbyrd derom. De gjorde som vi i England, de skaffede sig heste og gennemstrejfede Sælland. Rygen blev det punkt, der først blev angrebet af de danske. Valdemar holdt sig lidt tilbage, Esgild også. Men det var Absalon, der står som den store fører for disse tog mod venderne.
Ligesom her begyndte stridighederne i Norge efter Sigurd Jordsalsfar, Valdemar hjælp os! Nu kommer der en vender som udsending og forhandler med Absalon. Vordingborg blev det faste udgangspunkt for disse tog, der lå flåden imellem landet og Masnedsund. Nu vilde venderne tale med dem. Der var fra alle dele af landet, nu havde ligget hen længe i leding, og nu var deres mad sluppet op. Jydernes mad var sluppet op, og fynboerne vilde ikke dele maden med dem. Så tænkte venderne, de kan ikke holde sammen. Så begyndte han at tale i de høje toner, holdt på, enhver klog mand ser både tilbage og frem, men ser først på, hvordan man står i det. De ser vist for meget på den store fortid. Det er nok ikke værd at føre så store ord. Det er os, der har ødelagt eders land, brændt eders byer af.
Så var det Vordingborg rejser sig med sine stærke mure. De to brødre bygger hver sin borg, Esbern bygger Kalundborg, Absalon bygger København for at værge og bygge for det, der havde begyndt at røre sig der.
Der har vi igen et billede af trekløveret, de bygger sig hver en borg for at forsvare hovedøen, som den nu blev i middelalderen. Der er dem, der mener, venderne har blandet sig sådan, at det kan ses på de sydlige øer, lollænderne med deres sorte hår. Men det ved jeg ikke rigtig. Men på Møen har jeg selv set dem. Sådan kan man se spor af dem, af disse vender. Så begyndte kampen mod dem. I Valdemars dage skriver Saxo sine krøniker. Men han bøjer sig kun for Absalons stærke fordringer. Han var Absalons skriver.

------------------------

Til toppen af højre spalte



En anden mand: Svend Ågesen: det vil jeg ikke skrive langt om, fordi der er en langt dygtigere pen i færd med at skrive. Det første Saxo skrev om, var den store rensningstid, det var hovedsagen for ham, det Absalon fortæller ham om. Da han havde gjort dette, tænker han, der er mere. Så samler han alt det, der lever i folket ved de rige, store skikkelser, af minder, som ellers vilde gå til grunde. Så skriver han i sin fortale: et har englænderne, de har ført meget til bogs, men jeg har øst af kilderne; Jeg (han) har været uhyre flittig til at lytte til alle (fortællerne.)
Hvor I har lyttet til minder - En englænder Arnold? , var her nede og måtte tale og fortælle for de danske. Det var en levende bevægende (tale.) De tænker netop på fortiden! Ja, de tænker netop på fortiden. "Stig op af graven, du slægt, som døde!" Det kan vi gerne sige, er overskriften over vore højskoler. Derfor lyder det sådan for os. Der igennem lyder det sådan: "Advar os mod udslettelsens dom, og vis os, hvorfra din frelse kom!" Sådan står røster i vort liv i vort liv til at lytte efter.
Et par år efter kom vendernes udsending igen, og så lød hans ord lidt anderledes. Nu begyndte de danske at besøge vendernes kyster. Så sagde han: "I må jo unde os fred, for I har jo os at takke for, hvad I er blevet til, for havde vi ikke angrebet jer, så havde I ikke samlet jer". Ja det kunde vi jo. Ti det er først i det øjeblik, man er ved at miste noget kært, at man ret ser, hvor dyrebart, det er blevet. Så kom de tridie år. De begyndte ikke alene, men tyskerne også. De angriber fra Elben. De er bange for, at vi skal vinde for stor overmagt der nede. Så vilde de se at erobre landet og ægge dem mod os. Så sender vi en mand over, han kunde vendisk. Han blev sendt over og sagde: var jer for tyskerne, vi vil kun fred, men var jer for tyskerne, ti de vil gøre jer til tyskere, som de selv er. Det er de jo også blevet. Der er nu ikke stort tilbage af dem. Derfor er det: vil vi ikke komme samme vej, så må vi forsvare vor folkelighed, vort modersmål. Det er et mærkeligt år, det falder ikke lige som det andet. Mon det er? meningen ?
Så går jo kampen frem, og til sidst angriber vi den hellige stad på Rygen (Vismar.) Hvis nogen har været på Møens klint, vil man kunne se Rygen. Der lå Arkana i gamle dage. Lidt længere nede på kanten ligger klinten med bøgeskove. Derom stod kampen 1169, tolv år efter slaget på (ved) Grate Hede. Da stod de ved enden af det første store tog mod dem. Svantevits billede blev hugget ned og brændt, og en stor kirke blev bygget næsten som en sjællandsk, jeg har selv set kirken, den vidner om disse dage, da Rygen blev kristnet. Den 15. juni gik dette for sig, man orkede næsten ikke noget for at døbe. Det har vi jo livlige fortællinger om, som jeg vil henvise Dem til. Efter disse dage blev man jo ved.
Valdemar byggede ikke alene mod venderne; men vi må sikre vor sydlige grense. Så byggede han lidt på Dannevirke. De vil se, hver gang, vi har store tider, bygger vi på værnene: først Kurvolden, så Thyra med Dannevirke, og under Harald Blåtand brændte de Dannevirke; men Svend Tveskæg byggede en stenmur oven over. Siden lå vi i fred.
Godfred 800, Thyra 900, Svend 1100, Margrethe og Knud Lavard, og nu fuldfører Valdemar det ved at bygge en mur, 3 alen tyk, støtte sig til Svends mur. Dette kostelige murværk står endnu den dag i dag med sin kostelige bygningsmåde, der blev optegnet på en blyplade. Det er måske Svend Ågesen? "Her iler Valdemar, hellig Knuds søn, som undertvang og kristnede rygboerne efter at have nedbrudt deres afguder, som bygged den mur, der kaldes Dannevirke til forsvar for hele riget".
Så byggede de kastel på Sprogø, der skulde beskytte mod venderne. Det er landets forsvar, det drejer sig om, da vi havde sejret.
1170 holder han et stort rigsmøde ved sin faders gravsted i Ringsted. Knud Lavards lig blev vist båret til Roskilde, og så fik de ham ind i Ringsted i Benediktskirken. Den gang Valdemar nu havde fået held til at samle riget, tænkte han, nu skulde riget styrkes og bevares, og det sker ved, at kongemagten blev urokket. Så fik han sat sin fader som helgen, og han fik sin søn Knud ved sin side som konge. Vi må sikre os ved kirkens vielse, og ved at kronen sikrer sin eftermand. Det er første gang, vi hører om, at præsteskabet får den betydende magt, man trænger til dem efter alle disse kronstridigheder. Nogle rige mennesker i Norge for konge lænket, vi må have fred for alle disse kongsemner, der kommer og melder sig. En søn af Harald? Gilde.
Man er træt af disse stridigheder. Så får han hele landet i udvikling så prægtig, som vi måske aldrig har set her inde i Danmark.

SAMs højskolehistoriske Arkiv