Del III:

[Fra Gorm den gamle til Knud den Store]

Gorm den Løje [?] regerede til 936, og efter ham kom Harald Blaatand, fra 936 til 986. - Sandsynligvis deltog Harald Blaatand i et Tog til Frankrig, men det kunde dog ogsaa være hans Søn Guldharald, som fik dette Tilnavn Guld, fordi han var saa rig.
    Her gaar Sagn om Gangerolf, Rollo, Uredin o.s.v. som var en dansk Søkonge. Kamp i Normandiet.
    Harald Klag [Blåtand]^[1] var Hedning, men troede dog ikke paa Aserne; og han var gift med en hedensk Kvinde, over hvem der blev sat en Runesten af hendes og Harald Klags Datter Tobe [Tove]^[2]. Harald Klag var langsom til at tænke og sén til at beslutte og talte ugærne. Han var en klog Mand. Paa denne Tid var der omtr. lige mange Kristne og Hedninger, og det var derfor selvfølgelig et brændende Spørgsmaal.
    Harald B. kunde dog godt lide at høre Disput om Kristendommen, saa man kan forstaa, at det har gæret i ham, og han har spurgt i sit Hjærte: Hvad er Sandhed? Nu traf det sig, at HB. kom til et Gilde, hvor Klerken Pupo [Poppo] talte varmt for Kristendommens Sag. Man spurgte ham, om han vilde afgive en Prøve, og han svarede ja. Næste Dag bar han saa glødende Jærn, den almindelige, saakaldte Ildprøve, og han bar det uskadt. Da Harald Blaatand saa dette Jærtegn, erklærede han, at Kristus var den stærkeste, omvendte sig og lod sig døbe af Pupo, og han anbefalede Folk at tage ved Kristendommen, ja blev en meget ivrig kristen lige til sin Død. Ved samme Tid lod han ogsaa sin Søn døbe, og blev meget gode Venner med den tyske Kejser Otto I.
    Det havde selvfølgelig stor Betydning for Folket, at han lod sig døbe. Alle hans Hirdmænd maatte naturligvis lade sig døbe med samt alle de Bestyrere, der sad omkring paa Kongsgaardene. Og han byggede mange Kirker og gjorde i det hele taget meget for at faa Kristendommen udbredt. Der blev oprettet tre Bispedømmer, nemlig Hedeby (Slesvig) Ribe og Aarhus.
    Forøvrigt var der i Harald Blaatands Tid Krig med Norge. - I Norge var der nemlig mange Smaakonger. Storbønderne havde Magten og i det hele taget var der en meget stærk Aristokrati. Men saa stod den mægtige Konge frem, nemlig Harald Haarfager samler Norge.
    Harald Haarfager slutter sig sammen med England imod Danmark. HHs. Søn Hakon blev opdraget hos Kong Adelsten i England. Han blev Konge efter sin [broder] Erik Blodøkse og var som bekendt en god Konge, som gav gode Love. Erik Blodøkse blev ogsaa Konge i Danalagen i England i York 948. Han blev dræbt 954, og hans Enke og Sønnen rejste til Harald Blaatand. De maatte jo altsaa ogsaa modtage Kristendommen, (men blev kun lidet kristelige). - Sydnorge tilhørte hele Tiden Danmark.
    Krige. Kamp ved Aukvanduds [muligvis Agvaldnæs], hvor Hakon Adelsten 954 sejrede. (HA. var en stor Idrætsmand, yndet af Nu.[tzhorn]) Tre Aar efter en anden Kamp længere nordpaa. I det første faldt en af Blodøksesønnerne, Resten rejste tilbage til HB., men kom igen til det andet Slag, men HA. sejrede atter og Gamle [?] faldt. De rejste atter til Danmark for at samle Kræfter, og kom til Norge igen 963, og da stod Hovedslaget, hvor de, trods deres store Overmagt tabte, og maatte flygte. Men under Forfølgelsen fik Haakon en Pil i Livet, hvoraf han døde. Paa sit Dødsleje klagede han bittert over, at han havde svigtet sin kristne Tro og var i stor Sjælenød. Han blev begravet paa hedensk Vis, blev højsat.
    Efter HA.s Vilje blev Harald Graafeld Konge. - Norges Rige var i Grunden ikke ret samlet before Olav den hellige. Harald Blaatand did send Høvdingers with a great Hær to Francais and did sejre.
    I øvrigt gik Harald med store Planer i Hovedet, som fortsattes og sattes i Værk, kan man sige, under Svend Tveskæg, men kom dog først til fuld Modenhed under Knud den store.
    Nu dukker Hakon Jarl op. Han rejste til Danmark for at faa Hjælp hos HB., men denne kunde foreløbig ikke assistere ham (mod Harald Graafeld.
    Grænsestridigheder mod Syd.
    Kejser Otto døde 973, og fra den Tid af er Venskabet ude mellem den tyske Kejser og den danske Konge. 974 udbrød der en Krig mellem Danmark og Tyskland under Otto den røde. Denne rejste til Italien, ogsaa i Krigsærinde, og imens trængte HB. ind i Tyskland. Men saa snart Odr. mærkede det, gik han tilbage imod Harald Blaatand, som trak sig tilbage til Danevirke og satte sin Lid til denne Fæstning. Men den holdt ikke, Tyskerne gik igennem, leverede et stort Slag og trængte langt op i Jylland. Da de siden retirerede, anlagde de en Borg, sandsynligvis Rensborg - (Reginaldsborg) - for at beskytte mod mulige Overfald af Danske. -
    I Slaget ved Danevirke var Hakon Jarl i H. Blaatands Hær, og der er en Vise om ham, efter hvilken han har været meget fremtrædende og tapper. - - Dette hjalp ham dog ikke noget med Hensyn til Norge. Men nu kom Knud Danasts Søn Harald hjem fra Vikingetog, - (Sandsynligvis Guldharald). Han gjorde Fordring paa Part i Regeringen. Det vilde HB. ikke gaa ind paa, men da Harald var en mægtig Mand, turde han ikke ligefrem dirikte nægte ham det. - Der var en Lejlighed til for HJ. til at kile sig ind, og han kom nu med sit vise Raad. Efter dette tilbød saa Harald Blaatand Guldharald at tage Norge fra Harald Graafeld. Denne blev i den Anledning kaldt til Danmark under Løfte om frit Lejde. (Harald Graafeld var forhadt i Norge).(975 stor misvækst over hele Nordeuropa).
    Harald Graafeld kom ogsaa, men ved Limfjorden mødte Guldharald ham. Det kom til et Slag mellem dem, som stod paa Land, men der tabte og faldt Harald Graafeld. Saa skulde jo altsaa Guldharald være Konge i Norge, men det vilde Hakon Jarl naturligvis ikke have. Ved megen Fedteri og snedig Spidsfindighed blev saa Hakon Jarl Lensherre i Norge. Det vil sige, at hans Lensafgift kun bestod i 20 Jagtfalke, hvilket altsaa blot var et ydre Tegn paa, at han tog Landet som Len af Harald Blaatand. HJ. dræbte derefter paa en lumsk Maade Guldharald. Det var altsammen efter en lumsk og underfundig Plan af HJ., som HB. var svag nok til at give efter for. Efterat HJ. havde dræbt GH. maatte han dog for et Syns Skyld betale Mandebod.
    Efterat alt dette var kommen i Stand, rejste HB. selv med til Norge, men rejste dog snart tilbage igen.
    Aaret derefter blev det et meget frugtbart Aar, og det blev lagt Hakon Jarl til Ros, hvilket bevirkede tildels, at han blev afholdt i Førstningen. Dertil kom, at han indførte Hedenskabet paany i fuldkommen Grad. For Resten vandt han Midtnorge, thi Sydnorge var og blev et stykke af Danmark. Det var nemlig ulige lettere at sejle over Havet som klatre over de skarpe høje Fjælde fra den ene Dal til den anden. - -
    Styrbjørn, en dansk Høvding eller Hærfører, sejlede til Bjørka med en Hær og kæmpede paa Fyrreslætterne, og der faldt Styrbjørn tillige med mange brave danske Mænd, og blandt dem en Prins, som var Harald Blaatands Søn, hvilket man ser af Runestene, som er rejst derovre.
    Derefter blev Sigvald Høvding paa Jomsborg. Sigmund kæmpede vistnok mod Harald Blaatand, men Jomsborgsagaen er en udmærket historisk Roman, men ingenlunde Historie. Det er en lang Roman, som kun Islænderne kunde fortælle. Disse Islændere, som havde de umaadelig lange Vinteraftener, sad og fortalte Historier, og de havde en saadan færdighed deri, at de kunde fortælle hele lange Bøger ordret udenad. Jomsborgsagaen maa vi betragte som en ganske storartet Roman, som de gode Islændere har haft stor Fornøjelse af at fortælle for hverandre. Jomsborg var en kristelig Koloni. Harald(?) Blaatand(?) sejlede med sine Jomsborgere til Hjørungavaag, og der stod et vældigt Søslag mod HJ og hans to Sønner Erik= og Svend Jarl. Disse vandt Sejr, og en stor Sejr. Det var som en sidste Krampetrækning af Vikingevæsenet, en kort Opblusning. Svend Tveskæg var med i Slaget, og da han kom hjem, blev der Kamp mellem ham og Faderen, hvor dog Svend tabte mest. Men til sidst tabte Harald Blaatand i Slag og faldt eller flygtede til Jomsborg og døde kort efter omtr. 986. Han døde Allehelgensdag. (Man kender nemlig mange Datoer uden sikkert Aarstal, fordi der skulle holdes Sjælemesser over den døde hvert Aar paa hans Dødsdag, og paa den Maade blev Dato skrevet op, men Aarstal glemt).
    Saa blev da Svend Tveskæg (Høtgoskæg) Konge. Han var selvfølgelig en stor Fjende af Jomsborg, og Sivald var da ogsaa straks en Uven af ham. Han sluttede sig sammen med Polens Høvding og paaførte Danmark Krig. Svend Tveskæg lagde sig med sin Flaade ved Grønsund; men Sigvald brugte List kom saaledes ST til Livs og førte ham som Fange til Jomsborg. (Han udgav sig nemlig for en dansk Vagt, kom saaledes til Kongen og tog ham med sig.
    Fra den Tid er Jomsborg uafhængig af Danmark, og for Resten er Jomsborg vistnok Begyndelsen til de senere Hansestæder.
    Her kommer saa Sagnet om de danske Kvinders Gavmildhed, at de gav deres Guld- og Sølvsmykker for at udløse deres fangne Konge, og det passer godt. Der blev sluttet Fred mellem Jomsborgerne og Danmark, og Freden blev beseglet med dobbelte Ægteskabsforbindelser.

------------------------

Til toppen af højre spalte

    Men nu var ST. jo købt ud af Kvinder, og det var en stor Skam, det var næsten det samme som at være Træl, det var et Trællemærke. For at aftvætte den Skam, rejste han til England som Viking. Derovre traf han Olav Trygvason, og der blev han døbt. De slog Følge, men Olav T. vedblev at være Konge paa Vikingeflaaden, thi han var jo Søkonge, ST. var kun Landkonge. De gjorde mange prægtige Tog, og plyndrede meget paa Øst og Sydenglands Kyster.
    Blandt andet stod der et meget stort Slag ved en Flod et Steds med Brighturth [Brithnoth], som var en Angelsakser, men denne Br. faldt i Slaget og døde.
    England, (Kong Ethelred) bortkøbte Vikingerne med uhyre Summer Aar 991. Vikingerne skulde beskyttes og underholdes af England, og laa samlede paa et Sted. Ethelred, som var en fejg og svigefuld Natur, vilde lumskelig overfalde Vikingeflaaden, men Planen blev forraadt og mislykkedes. Samtidig var naturligvis den dyrt købte Fred brudt, og V. begynder en ganske kolossal Plyndring rundt omkring paa Englands Kyster, og her træder Svend Tveskæg meget stærkt frem. Saa belejredes London første Gang. Men Borgerne i London var et tappert Folkefærd, for de kæmpede for sig selv. Svend og Olav laa udenfor Byen i meget lang Tid uden at kunne bryde ind. Saa blev der anrettet et skrækkeligt Plyndreri langs Themsens Kyster. Derefter tog de Englændernes udmærkede, hurtige Heste og red nu langt ind i Landet og hærgede og plyndrede. Da gik ligesom et Forfærdelsens Hyl over Landet, og Englænderne maatte atter købe Freden, som denne Gang kostede den lille Sum af 22.000 Pund Sølv. Saa var der da atter Fred i England.
    Da denne Fred var sluttet, blev Olav Trygvason konfirmeret, og Ethelred stod Fadder til ham. Dette skete i Vinteren 994-95. Derefter rejste Vikingerne bort med umaadelige Rigdomme.
    I Norge var der samtidig bleven stor Misfornøjelse med Hakon Jarl, og OT. kaldtes hjem. Og fra Danmark kom der Bud til ST. om at komme hjem. Han kom efter meget andet til at kæmpe ved Hedeby med Svend Estridsen, og vandt der en glimrende, afgørende Sejr. Herom fortæller Runesten, som ST. lod udhugge. ((Erik Sejrsæl. En gammel klog Tingmand med en lang, lang Tale)).
(94)^[3]     Olav Trygvason begyndte paa at indføre Kristendommen med Lempe i Norge, da han kom derop. Han søgte saavidt muligt at [få] den ind i Kongsgaardene ved at give disse til kristne Mænd. Siden byggede han en større Hovedkirke og tog voldsommere fat. Biskop Sigurd har prædiket, hvorimod OT. ikke prædikede, men han har overtalt sine Kongsmænd og Jarlen til at faa Bønderne med paa Kristendommen, men disse gjorde naturligvis Modstand. Ved et off. Ting havde OT. 3 Ordførere for Kristendommens Sag, og det [gik] meget bevæget til, men det hjalp ikke. Saa var der en Sag om Helgenerne. - -
    Olav Trygvasons Grusomhed var stor. - Derefter hans Frierforhold til Sigrid Storraade af Sverrige, men han blev jo senere gift med Thyra Svendsen, og kom derved i et vist Forhold til Danmark. Tangbrand var alt for voldsom, rundtom, hvor han kom frem.
    Svend Tveskæg forskød den polske Dronning Gunild for at ægte Sigrid Storraade, og dermed var Forbindelsen mellem ham og Polen naturligvis ophørt.
    Sagnet om, at Olav Tr. skulde være sejlet for at hente Thyras Medgift, har ikke Rimelighed, men er kun et Sagn af Snorres Kæphest.
NB.    Kampen ved Svold stod omtr. Aar 1000 (eller 1002). Hvem skulde saa have Norge ? Sejrherrerne! Svend Tveskæg tog strax Vigen. Olav Skødkonning Østnorge, (og Hakon Jarls Sønner kom til at herske i Trynelagen som Jarler). Som en mægtig Mand tænkte nu ST. paa at gaa til England til "Hæren" igen, thi nu havde han vasket Skampletten af sig. "Hæren" havde udrettet store Ting i England i denne Tid. 989 droge de til Themsen, hvor de plyndrede. Saa kom de paa de engelske Heste ind i Landet og pl. De rejste ogsaa til Normandiet, hvor de solgte en hel Del af deres Tyverier for Penge og gemte en Del Skatter. De havde Krige og leverede flere Slag, bl.a. i Danalaget. - Dansk Herredømme. - Kong Ethelred lid det sidste Nederlag i Aaret 1001, og da er hans Magt brudt. Der blev saa sluttet Fred med "Danagæld", 24.000 Pund Sølv.
    Fred a litle time. Ethelred havde en daarlig Raadgiver, hvoraf fulgte:
    Blodbadet paa St. Britsius Dag 1002. (13 Novbr)
Nu gik ST. atter for 3' Gang til England Foraaret 1003. I Themsen samlede han sin Flaade. 1005 blev der Hungersnød, og denne drev ST. hjem, men "Hæren" blev der dog og levede af Forraadet. 1006 kom atter en ny Vikingesværm til Themsen og plyndrede der om Vinteren og atter maatte de købes bort. To Aar derefter, - 1008 - kom der igen en ny Vikingesværm, denne Gang anført af "Thorkild den Høje". Han var meget værre end de forrige nogensinde havde været, men det kunde Svend Tveskæg ikke lide, for han var saare mægtig. London var dog fremdeles uindtagelig, men England maatte betale 48.000 Pund Sølv i Danegæld til Thorkild den høje. 1011 drog ST. for sidste Gang til England, og nu erobrede han England, hvilket jo allerede havde været Harald Blaatands Plan. - - - - -
    "Emmas Berømmelse", en samtidig Beretning om Knud den stores store Tog til England, skildrer det glimrende Tog og de fine Skibe som med Forbavselse. Det var tillige meget store Skibe. Dette Tog kom til England under Knud den store Aaret 1013, og sejlede ind i Themsens Munding, (Sandved), og derfra drog det nordpaa. Ad en Flod længere nordpaa sejlede et Stykke ind i Landet. Dette Tog er noget af det mest berømmelige, der er lavet i militær Henseende. - De besatte "de 5 Borge" og tog dem. Derfra drog de længere sydpaa over Oxford og midt igennem det angelsaksiske Rige. Atter vendte de sig imod London, som vedblivende holdt Stand; der var Kong Ethelred, og Thorkild d. h. var der som Væring. Hele Vestengland underkastede sig, og derfra gjorde han Krav paa Englands Krone, for han var jo nu i Virkeligheden Herre over det hele Land, undtagen lige netop London; paa 5 Maaneder havde han taget hele Landet. - Mod Vinteren udskrev han Skat over hele Landet, men det gjorde Ethelred og Thorkild d. h. ogsaa, men fik ikke noget, og maatte derfor paa Grund af Nød rejse bort. Emma var sendt til Normandiet, og Ethelred maatte gaa samme Vej.
    Den 15' Februar 1014 døde Svend Tveskæg i Gongsbor ? [Gainsborough] Nu rejste alle gode Englændere [sig] under Thorkild d.h. Edmund, Ethelreds Søn, udraabtes til Konge, men "Hæren" udraabte Knud d. st., som var meget ung. Der blev en vældig Borgerkrig, og i Førstningen saa det temmelig miserabel ud for Knud d. st. Ethelred kom atter tilbage, og der blev Slag mellem Eth. og K. d. st., hvor Knud tabte. Derefter drog denne tilbage til Danmark.
    Men Ethelreds daarlige Raadgivere førte ham atter i Elendighed. Knud fik nu rustet en mægtig Hærflaade, og gik med 1015 til Sandvig, hvorfra han saa gjorde Plyndringstog. Saa blev der Strid mellem Eth. og Didrik Striona [?], til stor Fordel for Knud den store. Saa døde endelig Ethelred den 23. April 1016.
    Nu lod Knud sig udraabe til Konge hvor han var, men Edmund lod sig udraabe i London, og Følgen deraf var, at der blev forfærdelige Kampe mellem Knud og Edm., som var en dygtig Mand. Da stod 1017 det Slag, hvor Tyme Sjællandsfarer med Rette vandt sine Laurbær, og Edmund døde, hvorpaa Knud den store blev retmæssig Konge over England.
    Knud den stores Erobring af England havde stor Bet. for Danmark. Knud gjorde jo en stor Gerning i Fredens Tjeneste i Eng. med det kom D. tilgode. Der indførtes kristelig Sæd og Skik i Landet, og med de mange Klostre kom god Agerbrug, Haandværk, Handel og mange Fremskridt herind. Det var særlig de udmærkede Benedictinermunke, som udrettede saa store Ting i materiel Henseende, men med dem fulgte jo ogsaa kristelig Sæd og Skik. Kristendommen havde nemlig hidtil været en saa temmelig udvortes Indretning, og havde aldeles ikke som en Surdejg gennemsyret Folket, men dette begyndte særlig at komme under K. d. st.
    Olav den hellige (Digre) er Nordens og Norges første Helgen. Det er naturligt, at vi kort efter faar en Helgen i Knud den Hellige. Olav d. h.s Stilling i Norge var for øvrigt næsten den samme som Knud den stores i Danmark.

Noter:

1. Harald Klag nævnes tre gange i dette afsnit, men der er helt tydeligt sket en forveksling med Harald Blåtand. retur til tekst

2. Den pågældende runesten er omtalt i Gyldendals og Politikens danmarkshistorie, bind 3, side 247. Ifølge indskriften var Tove Harald Blåtands kone, og altså dronning, og hun var datter af en venderfyrste. retur til tekst

3. Angiver formentlig, at de på højskoleholdet var kommet til januar 1894. retur til tekst